Nyheder

SISU satser dansk i den kommende sæson

SISUs kvinder satser på danskere i 2013/14-sæsonen og vil spille uden en amerikansk center.

SISUs kvinder har haft tre meget succesrige sæsoner i træk, hvor holdet hvert år har vundet både DM og pokalturneringen og i alt vundet 99 ud af 102 kampe, deraf alle 33 kampe sidste sæson. To år i træk har holdet deltaget i EuroCup, men de har også måttet konstatere, at selvom de næsten var for gode til Danmark, var de ikke gode nok til at bide skeer med de fuldtidsprofessionelle hold fra de største basket-lande i Europa. Kun en enkelt sejr i 12 forsøg blev det til.

Næste sæson spiller holdet ikke i EuroCup. Grunden er, at selvom det er udviklende for både spillerne og klubben, er det også dyrt og ressourcekrævende, og SISU er pt. ikke gode nok til at kunne spille op mod de store klubber.

Næste sæson skal der også spares i SISU, og derfor har klubben besluttet ikke at deltage i EuroCup. Desuden er det blevet besluttet, at holdet spiller næste sæson uden en fuldtids professionel importspiller og derfor formentlig uden en amerikansk profil på centerpositionen. Sidste sæson spillede Marie Malone på denne position og gjorde det utrolig godt. Sæsonen før var det Stephanie Madden og før hende, Lauren Aitch. Alle tre spillere bidrog meget til holdets succes.

Head Coach Hrannar Holm tager gerne udfordringen op, og han er blevet enig med SISU om at fortsætte samarbejdet næste sæson.

Hrannar Holm udtaler: ”Vi har vundet meget og helt ærligt, så manglede vi udfordringer sidste sæson efter, at EuroCup sluttede. Fx vandt vi kampene i slutspillet med 30 point i gennemsnit. Marie var super dygtig, både i angreb og forsvar, så det bliver spændende at se, hvor gode vi kan blive uden en stor center i midten af forsvaret. Jeg tror ikke, vi denne gang starter sæsonen som favoritter.”
Snart vil der komme mere nyt omkring kvindeholdet, spillere og trænere, og klubbens ny talentstrategi for piger og kvinder vil blive lanceret.