Nyheder

SISU md nyt look

SISUs Dameligahold har fået en makeover, og der er tilgang af en række nye spændende spillere, da klubben har måtte sige farvel til flere af de bærende spillere fra de forrige succesrige sæsoner.

På trænerposten er der også blevet skiftet ud, og SISU er meget glade for at have kunnet tiltrække træneren fra sidste års Danmarksmestre, Roberto Velosa. Roberto har mange års trænererfaring bag sig og har vundet adskillige Danmarksmesterskaber med Hørsholms kvinder men har også stået i spidsen for Hørsholms bedste herrehold samt trænet ungdomslandshold.

Tea Jørgensen og Katrine Dyszkant har valgt at søge nye udfordringer og vil i år tørne ud for Stevnsgade. SISU ønsker dem al mulig held og lykke. Vi håber på, at de bliver deres skader kvit, så de kan vende tilbage til tidligere styrke og det stærke spil, som de har vist i SISU.

Kiki Lund har valgt at lægge basketskoene på hylden og lade sig pensionere fra sporten. SISU er utrolig stolte over at have haft en så dygtig spiller gennem de sidste fem sæsoner, og hun har været en af holdets største profiler hvert år.

De fleste kender til Kikis fantastiske 3’er-skud, men det er i alle spillets facetter, at SISU kommer til at mangle Kikis erfaring, overblik og point. Udover at føre SISU til både fire Danmarksmesterskaber og fire pokaltitler, blev Kiki også kåret til pokalfighter to gange og er blevet udnævnt til Dameligaens All Star-hold hver eneste sæson. Det er derfor en stor kapacitet, som SISU kommer til at undvære, men klubben er glad for at kunne have nydt Kikis spil i så mange sæsoner.

Klubbens vigtige og erfarne point guard, Camilla Blands, spiller igen i år for SISU men har været åben omkring forhandlinger med en australsk klub, og der er derfor en mulighed for, at hun rejser til Australien midt i den kommende sæson.

Ud over Camilla Blands er følgende tilbage fra sidste års sølvvinderhold: Clara Laursen, Mathilde Colding-Poulsen og Victoria Mikkelsen. Fra egne rækker træder ungdomslandsholdsspillerne Johanna Kampp og Anna Clara Juul Mogensen ind i truppen. De har før trænet med dameholdet men bliver nu for alvor en del af holdet og skal prøve deres talent af i landets bedste række.

20-årige Julie Ilsby er tilbage i truppen efter et år på College of the Canyons i Californien. Som førsteårs-studerende startede Julie i 22 ud af 29 kampe. Julie var en del af SISUs danmarksmestre i 2012/13- og 2013/14-sæsonerne og udviklede sig til at være en dygtig skytte i løbet af sit første år i Dameligaen.

Om Julie udtaler Roberto Velosa: ”Julie er en energibombe og bidrager rigtig meget til vores offensiv og defensiv. Hun har udviklet sig de sidste par år, og det bliver spændende at følge hende i Dameligaen.”

Fra andre klubber er SISU meget glad for at kunne byde Amalie Carnbring Bonde, som sidste år var en vigtig del af Hørsholms danske mesterhold, velkommen igen. Amalie er vokset op i SISU og spillede også sine første år i Dameligaen for SISU, inden hun tog på Eckerd University i USA.

Om Amalie udtaler klubbens træner, Roberto: ”Amalie er en virkelig dygtig guard, som har føjet et stabilt trepointsskud til sit spil. Hendes største styrker er hendes defensive footwork og hendes aggressivitet 1-mod-1.”

SISU er også meget stolte af at kunne præsentere to dygtige amerikanske spillere, som skal tilføre holdet aggressivitet og erfaring fra højeste niveau.

Som point guard har SISU været heldige at få fat i Brooke Le Mar, som sidste år spillede for North Dakota Bisons i NCAA Division I. I hendes seniorsæson havde hun imponerende stats med 19,5 point og 4,9 assists. Hun blev også udnævnt til All-Summit League first team og var topscorer for sit hold i 23 ud af 29 kampe.

På forward-pladsen har SISU skrevet under med Olivia Applewhite, som kommer fra University of Dayton i Ohio. Det er det samme universitet, som Kiki Lund i sin tid spillede for. Olivia afsluttede sin collegekarriere for to år siden og har siden spillet i henholdsvis Frankrig og Irland. I sidste sæson snittede hun 16,5 point, 13,5 rebounds og 2,4 blocks per kamp for Waterford Wildcats i den bedste irske række. I Olivias seniorsæson på Dayton hev hun imponerende 16 rebounds ned i en sejr over St. Johns i første runde af NCAA-turneringen. Hun blev også kåret til Sixth Man of the Year i den stærke Atlantic 10 Conference i hendes seniorsæson.

Roberto Velosa er spændt på at se, hvad de to amerikanere kan tilføre den danske liga: ”Brooke er en hurtig og aggressiv forsvarspiller. Det bliver en fornøjelse at følge hendes hurtige føder og hænder både på bolden og væk fra bolden. Olivia er først og fremmest en stabil og stærk forsvarsspiller, som gør det svært for alle modstandere – såvel store som små.”

SISU har også fået tilgang af to europæiske spillere, som allerede bor i København. Fra Frankrig kommer Jessy Boudenne, der har spillet for Toulouse Métropole Basket i den næstbedste franske liga. Jessy er en lille, hurtig guard med rigtig god ballhandling og et farlig skud bag trepointslinjen.

Bekefi Beatrix er en ungarsk guard/forward, som også trænede med SISUs damehold sidste år men desværre ikke kunne nå at spille kampe for holdet. ”Trix”, som hun bliver kaldt, har spillet for den ungarske klub Szeged, og hun har også været med til verdensmesterskaberne i street basket for det ungarske streetbasketball-landshold. Hun bidrager med en masse energi og en god fysik.

SISU starter den nye sæson med en interessant rematch, når de søndag den 4. oktober kl. 13:00 i Kildeskovshallen står over for modstanderen fra de spændende og dramatiske DM-finaler 2014/15 –nemlig Danmarksmestrene fra Hørsholm 79ers. Kampen er en del af et dobbeltarrangement, hvor SISUs eliteherrer også spiller.