Nyheder

SISU fik revanche mod Falcon BMS

Sidst de to hold mødtes vandt Falcon BMS med et enkelt points og gav SISU deres første nederlag i Kildeskovshallen i hele 4 ½ år.

Siden den gangt er der dog sket meget i forhold til SISU’s spillertrup, flere af de etablerede danske spillere er kommet tilbage fra deres skader og samtidigt har man hentet to amerikanske spillere i bestræbelserne på at forsvare DM-titlen.

Falcon BMS kommer ”flyvende” fra start og med godt samspil i angrebet bringer de sig i løbet af kampens første minutter foran med 10-2. Efter en timeout kommer SISU bedre i gang, men efter 1. periode er hjemmeholdet fortsat foran med 14-12. Indtil midten af 2. periode bliver holdene ved med at følges ad, men fra stillingen 20-20 stikker SISU af til en pauseføring på 8 points, 24-32.

Falcon BMS får i de første minutter af 3. periode reduceret SISU’s forspring til 3-4 points, men de når aldrig at få lukket hullet helt. I stedet trækker SISU i slutminutterne fra og får igen skabt sig et forspring på 8 points, 38-46. I 4. Periode spiller de to hold igen lige op med hinanden - uden af hjemmeholdet på noget tidspunkt har mulighed for, for alvor at gøre noget ved SISU’s forspring. Kampen ender derfor med en SISU sejr på 11 points, 51-62.

Mest iøjnefaldende spillere for hjemmeholdet var Sarah Sofie Mortensen (16 points og 5 rebounds), Elisabeth Brynaa Hansen (14 points og 7 rebounds) og Tone Ravn Heiberg (11 points). Hos SISU var det især amerikanske Kelly Kiel (16 points og 9 rebounds), Camilla Blands (14 points og 7 assists) og Mathilde Colding-Poulsen (14 points) som gjorde sig bemærket.