Nyheder

SISU besejrer Lemvig Basket

Kampen i Kildeskovshallen mellem SISU og Lemvig Basket blev en intens affære som SISU vinder på eminent forsvar.

Selvom det er tidligt på sæsonen og begge hold er i gang med en genopbygning, så blev kampen afviklet med høj intensitet, og der blev momentvis vist noget rigtig flot basket.


SISU kom bedst i gang. Rigtig godt forsvar suppleret med gode beslutninger i angrebet bragte hjemmeholdet foran 8–2 inden Lemvig kom tilbage i kampen og fik udlignet til 8–8. Herefter stod der SISU på resten af perioden, idet de med et 13–2 run bragte sig foran 21–10. Perioden sluttede 21–12.

I anden periode fortsatte SISU det gode forsvar og bragte sig foran 33–19. Lemvig tog time-out og fik justeret lidt i angrebet. Dette kombineret med at SISU tog nogle lidt forcerede afslutninger bragte Lemvig til et 8–0 run. SISU afsluttede perioden bedst ved at vinde de sidste 2 minutter 10–2 blandt andet med to 3’er scoringer af Camilla Blands – den sidste som en buzzer-beater. Perioden blev vundet af SISU 22–16 og halvlegsstillingen var 43–28.

Tredje periode starter i et ekstremt højt tempo. SISU holder forspringet til der mangler 2 minutter af perioden. Lemvig tager time-out og afslutter perioden med et 6–0 run og vinder dermed perioden 12–18.

I den sidste periode udnytter Lemvig sit momentum fra afslutningen af tredje periode til at komme helt tæt på SISU. Ved stillingen 57–53 tager SISU time-out og får justeret i både forsvar og angreb. Et 13–2 run anført af Brooke Le Mar og Olivia Applewhite bringer SISU på 70–56, og selvom Lemvig får justeret lidt til sidst og vinder perioden 17–18, så vinder SISU kampen 72–64.

Kampens oplevelse var SISUs Brooke Le Mar, som udmærkede sig med aggressivt forsvar og hele 30 point, men også Olivia Applewhite spillede en rigtig flot kamp med en double-double (18 points og 21 rebounds).

SISU rejser til Aabyhøj den 24. oktober, og Lemvig er vært for Hørsholm 79ers den samme dag, men allerede onsdag skal Lemvig en tur til Virum til en 1/8 pokalkamp.

Kampen kort - Slutresultat 72–64 (21–12, 22–16, 12–18 og 17–18)

For SISU scorede Brooke Le Mar 30 point og havde 4 steals, Olivia Applewhite scorede 18 og tog hele 21 rebounds og Camilla Blands scorede 10 points og havde 4 rebounds og 5 assists.

For Lemvig scorede Kaitlyn Mathieu 15 points og havde 5 rebounds, Reke Fejes scorede 13 point og havde 4 assists og Gillian Abshire scorede 11 point og havde 8 rebounds og 1 assist.