Nyheder

SISU bedst i ”Black Friday” opgør i Nørrebrohallen

Der var lagt op til en spændende kamp i fredagens opgør mellem værterne Stevnsgade Basketball og gæsterne fra Gentofte SISU.

SISU har en særdeles giftig starting line-up, der kan slå alle Dameligahold. Når der skal skiftes ud med de yngre spillere, må man forvente, at holdet svækkes en smule. Sådan var det bare ikke i fredagens kamp. De unge SISU spillere tog ansvar og gjorde det fremragende. Det tegner rigtigt godt for SISU, når holdet er spillet bedre sammen i løbet af sæsonen.

Stevnsgade starter klart bedst i første periode, hvor de efter 3:26 bringer sig foran med 11-3 på blandt andet 6 point af en super tændt og elegant spillende Ida Tryggedsson Preetzmann.

Men så svarer kampen bedste spiller SISUs Catharina Palm Jensen igen med 9 point i streg, således at Stevnsgades føring snævres ind til 15-12 efter 6:00. Perioden er præget af flot basketball med mange lækre detaljer, flotte afleveringer, gode beslutninger fra begge hold. Holdene følges nogenlunde ad til en Stevnsgade føring på 24-22 efter de første 10 min.

Det skulle desværre for de fremmødte, der foretræk Dameliga basketball frem for ”Vild med Dans” finale og vilde Black Friday tilbud, vise sig at blive kampens klart bedste periode.

I anden periode bringer Cecilie Jessen hurtigt SISU i front, men Mathilde Colding Blom udligner efter 1:58 til 28-28. De næste 5½ minut scorer de to hold kun fire point hver. Denne periode på 5½ min er noget stillestående og lidt rodet. SISU slutter bedst og kan gå til pause med en lille føring på 36-39.

Tredje periode er der ikke så meget at sige om, ud over at den er meget lige og det drøftes lidt på tilskuerrækkerne, om vi skal i overtid her fredag aften. Holdene bytter point, Stevnsgade vinder perioden med 15-14 til stillingen 51-51 inden sidste og afgørende periode.

Fjerde periode virker tingene ikke rigtigt for Stevnsgade. Angrebsspillet synes lidt stillestående og det virker som om, at Stevnsgade spillerne skal slås mere for deres point end SISU pigerne - og 3 point skuddene rammer ikke, hvor de skal. SISUs Kama Jo Griffitts er stærkt spillende i perioden (i hele kampen i virkeligheden) og dominerer sammen med Catharina Palm Jensen.

Perioden starter meget stille med et par scoringer til 53-55 efter 1:27. Derefter er der igen en lang scoringspause på hele 4 min, hvorefter Stevnsgade bringer balance i kampen efter 5:25 til stillingen 55-55. Herefter styrer SISU kampen, bringer sig ret hurtigt foran med seks point og Stevnsgade halser efter uden held. Kampen kunne til de sidste 2 min have faldet ud til begge holds fordel, men SISU vinder fortjent perioden 10-17 til slutstillingen 61-70.

Kampens store spiller var SISUs Catharina Palm Jensen med 25 point og 12 rebounds. Hvorvidt det bare vare hendes normale høje klasse eller fordi hun var blevet forlovet om eftermiddagen vides ikke. Men godt spillede hun. Tillykke!

Kigger man på statistikkerne, er det bemærkelsesværdigt at SISU udrebounder Stevnsgade med 47-38 – men nok mest afgørende for kampens udfald er træfsikkerheden fra tre points linjen. Stevnsgade scorer kun på 3 af 21 forsøg (14%), mens SISU holder hæderlige 7 scoringer på 20 forsøg (35%).