Nyheder

Sejr til Værløse BBK

Horsens BC tog denne efterårsdag mod Værløse BBK. Det unge Horsenshold havde et par grimme nederlag i bagagen. Og Værløse gik ind til kampen som favoritter.

Værløse bringer sig også let foran med et par hurtige scoringer, men det varer ikke længe før Horsens svarer igen. Første periode bærer præg af, at Horsens føler sig presset til forcerede skudforsøg, mens Værløse spiller godt sammen og finder hinanden i angrebet. Horsens kæmper dog godt for at få fat i rebounds. Men Værløse har overtaget i hele perioden, og især Alexandra Chili volder hjemmeholdet vanskeligheder. Stillingen efter første periode er 10-26.

I anden periode får Horsens svunget bolden bedre og kommer til gode skudforsøg og har et par gode drives. Desuden får de mere styr på deres hjælpeforsvar. Men Værløse har stadig det bedste sammenspil og en god zone. Holdets skytter er meget præcise og står de fri, så scorer de. Værløse vinder anden periode 13-17, således at resultatet ved pausen er 23-43.

Værløse lægger hårdt fra start i 3. periode og scorer igen nogle hurtige point, inden Horsens når at finde vejen til nettet i den anden ende. I denne periode lykkes meget mere for Horsens og de er fulde af energi og mere aggressive og hjælper hinanden bedre. Værløse har dog stadig overtaget og presser Horsens, hvilket resulterer i flere turnovers. Værløse vinder denne periode med 7 point. Resultatet af denne periode er 12- 19. Og stillingen før sidste periode er 35-62.

Horsens kæmper videre i 4. periode og er fortsat aggressive og kommer også til en del skudforsøg, men forcerer igen skuddene og rammer ikke. Horsens har til sidst i perioden svært ved at komme af med deres bolde, og de ser ikke helt hinanden som i 3. periode. Værløse spiller stadig hinanden og presser Horsens spillerne til turnovers, men Horsens vinder perioden 11-7. 

Begge hold giver spilletid til alle deres spillere. Værløse vinder fortjent kampen og slutresultatet 46-69 er det rigtige resultat på denne kamp.

Topscorere for Værløse er Verena Bachler og Alexandra Chili med hver 14 point og Janet Hatfield har 12 point og 9 rebounds.

Topscorere for Horsens er Julie Ravn og Sophie Wich med hver 12 point.