Nyheder

Runde 1 preview

På onsdag starter Dameligen 2020/21 op med 2 kampe. 

Coach fra BK Amager har kigget dygt i krystalkuglen og kommer her med sit bud på de 2 kampe.

Aabyhøj IF - Hørsholm 79ers
onsdag den 21. oktober kl. 19:00 Aabyhallen

De to hold har jo ændret sig fra sidste sæson på nogle vigtige positioner. Det bliver først og fremmest interessant at se, hvilken spillestil Aabyhøj vil praktisere. De har 2 sæsoner siden haft et utrolig aggressivt og effektivt helbane forsvar som deres varemærke, men spillede i sidste sæson, hvor de også måtte undvære Marlene Lind Pedersen, et halvbane personligt forsvar.

Det bliver selvfølgelig lige så interessant at se Hørsholms spillestil, og hvordan deres aftryk bliver. I den forbindelse meget spændende at se, hvilke spillere der vil steppe op omkring Gritt Ryder.

Et forsigtigt bud her inden sæsonstart vil være, at Aabyhøj IF vinder med 5 point.

SISU - BMS Herlev Wolfpack
onsdag den 21. oktober kl. 19:45 Gentoftehallen

SISU har et ungt talentfuld mandskab, som dog nok vil få det lidt svært med de mange unge uerfarne spillere i forhold til de andre hold i ligaen. Det bliver til gengæld meget lærerigt og holder de hovedet koldt og holder god intensitet, er jeg sikker på, at der kommer hurtig fremgang.

Alle er nok spændt på at se BMS niveau i praksis efter tilgang af 2 af de mest erfarne landsholdsspillere Emilie Hesseldal og Ida Tryggedsson Preetzmann til gruppen af spillere fra klubbens egen ungdomsafdeling, som virker utømmelig for talenter. Mon de kan tage de næste trin op i rækken fra de tidligere år i ligaen.

Tror BMS vinder med +20 point.

DL ønsker alle spillere, trænere og de frivillige omkring Dameligaen, som gør det muligt at spille Dameliga, en herlig sæson med masser af gode kampe.

Vi ses i hallen.