Nyheder

Rodet slutning på grundspillet

Lemvig Basket havde onsdag aften besøg af BK Amager til den første af det, som bliver mindst tre kampe i træk mellem de to hold, som også mødes i kvartfinalerne.

Som ventet blev det en sejr til BK Amager og som frygtet blev det en rodet affære, som var jævnbyrdig i første halvleg, mens BK Amager trak fra i de to sidste perioder og sluttede med at vinde 62-94.

Kampen havde ingen betydning eftersom begge hold havde fået afgjort deres placering i ligaen. Derfor var det ventet, at kampen nok ikke ville blive præget af hverken intensitet eller poleret basket. Det kom nogenlunde til at passe.

Første periode startede jævnbyrdigt, og der blev udvekslet point gennem de første minutter. Hos BK Amager var det Ruth Sherrill, der gik forrest med 8 point. Hun blev suppleret godt af flere andre som især bød ind med 3ere. Lemvig fulgte dog godt med, og især Madison Dackin gik forrest med 8 point. Mest afgørende for kampen i 1. periode var to fejl til Lemvigs Cristina Pages, hvilket satte ekstra begrænsninger for den i forvejen smalle trup hos hjemmeholdet. Spillemæssigt kommer BK Amager nemmest til sine point, men Lemvig arbejder hårdt, og lykkes med at holde afstanden nede på 19-22 efter de første 10 minutter.

I anden periode skruer BK Amager op for tempoet, og det betyder, de trækker ekstra fra. Efter tre minutter er føringen udbygget til 21-32,men Kali König og Madison Dackin sørger for at holde kontakt med gæsterne midt i perioden, hvor afstanden begrænses til 5 point. Den afstand holdes til periodens slutning, hvor BK Amager udnytter sin fysik til at sætte en slutspurt ind, som giver en føring på 39-49 ved halvleg.

Efter pausen holder BK Amager fast i det aggressive spil, og det koster mange kræfter for Lemvig at følge med. Det bliver ikke bedre for Lemvig, da Cristina Pages igen tildeles to fejl og nu er oppe på fire. Som tiden går har hjemmeholdet sværere og sværere ved at holde tempoet. Det betyder, at spillet bliver mere og mere rodet – og føringen til BK Amager større og større. Med fire minutter tilbage af perioden er stillingen 44-61 og kampen er afgjort. Holdene gør deres bedste for at holde kampen levende, men det er også tydeligt, at den gerne må overstås hurtigt. Perioden slutter 46-68.

Sidste periode fortsætter i samme spor og det mest bemærkelsesværdige var at både Cristina Pages og Rachel Kehoe må forlade kampen midt i perioden med 5 fejl.

Sejren til BK Amager var fuldt fortjent og de fik sat en streg under, at de virker klar til at forsvare DM-titlen fra sidste sæson.

Lemvigs point: Madison Dackin 18p, Kali König 15p, Rachel Kehoe 15p, Yana Kozhuharova 10p, Reka Madsen 2p og Madina Dedic 2p.

BK Amagers point: Ruth Sherrill 25p, Elisabeth Brynaa 13p, Tanita Allen 13p, Melanie Elmgreen 12p, Rikke Fabricius 10p, Julie Jungslund 9p, Emilie Fogelstrøm 6p og Cecilie Tvede 6p