Nyheder

Reka Fejes bliver i Lemvig

Ungarske Reka Fejes er faldet så godt til i Lemvig, at hun bliver endnu en sæson i Vestjyllands smilehul.

Det er der stor tilfredshed med i Lemvig Basket, hvor man er meget glade for den rutinerede spiller, som på alle måder er en god rollemodel for klubbens unge spillere.

Reka Fejes viser altid en positiv indstilling til de udfordringer, hun møder. Hun arbejder hårdt til træning, løser sine opgaver i kampene, og udenfor banen er hun engageret i klublivet på en række måder.

Det er præcis den type personer og spillere som Lemvig Basket leder efter, og med endnu en sæson vil hendes betydning kun vokse. I sin første sæson for Lemvig var Reka Fejes på mange måder en joker. Dels var hun inden ankomsten til Lemvig helt ukendt for de fleste, og dels kom hun ofte ind og gav et energiboost til holdet, når det var mest nødvendigt. Hendes erfaringer fra et højt niveau i Ungarn og Frankrig samt deltagelse i Euro Cup betød også, at hun ofte gik forrest, når der var allermest pres på de unge spillere.

Ud over en god indstilling og masser af rutine, så bidrog den 29 årige ungarer med 6,6 point og 3.5 rebounds pr kamp i sin første sæson.