Nyheder

Preview for dameligaens runde 7

Åbyhøjs head coach, Thomas Press, giver hans bud på runde 7:

Falcon-Horsens (lørdag kl. 13.30)

Det ligner en sikker sejr til Falcon. Falcon er kommet godt fra start i sæsonen og har et hold med mange profiler. De er godt besatte både inside og outside. De eneste point der er sat til er mod nummer 1 og nummer 2 og Falcon skal bruge kampen til at sætte sig stabilt på 3 pladsen.

Jeg tror derfor det er et motiveret Falcon hold. Horsens har haft en svær sæsonstart (pointmæssigt), men fighter i hver eneste kamp. Jeg tror dog de er over matchede på alle positioner og at Falcon hiver en sikker sejr hjem.

Falcon med +30

Åbyhøj-Lemvig (lørdag kl. 14.00)

To modsætninger på mange måde. Åbyhøj er ikke kommet så godt fra start som vi havde håbet. Spillet har været alt for ustabilt og præstationerne har derfor været meget svingende. Vi har et ungt hold med en masse talent, men har ikke helt fået/fundet konceptet og spillet flyder derfor ikke endnu.

Lemvig er modsætningen. De har spillet virkelig god basket og stabilt basket (med undtagelse af kampen imod SISU). De har et rutineret hold. De har ikke et specielt bredt hold, men alligevel mange profiler. Profilerne med Emily Hatch i spidsen leverer varen. Alt tegner til en sikker Lemvig sejr, men jeg tror og håber på et tændt åby mandskab. Så jeg tror det bliver en tæt kamp, men fornuften siger en smal Lemvig sejr.

Lemvig med +6

BK Amager-Hørsholm (lørdag kl. 14.30)

Den på papiret tætteste kamp. To hold der på mange måder matcher hinanden rigtig godt. BK Amager er rigtig godt besat på flere positioner. De spiller hurtigt og aggressivt og er ved at finde frem til deres koncept. Hvis de lykkes med deres aggressive og hurtige spil, kan de volde alle modstander problemer.

Hørsholm er ved at komme sig efter tabet af Emilie Hesseldal. Der er selvfølgelig nogle nye spillere der skal tage mere ansvar, men de har også spillerne som kan gøre det. Hørsholm spiller også meget aggressivt og hurtigt. Jeg tror at det bliver afgørende hvem der kontrollere tempoet i kampen. Jeg tror det vil lykkes for Hørsholm og de vinder en tæt kamp.

Hørsholm med +5

SISU-Værløse (søndag kl. 17.00)

SISU toget kører derudaf i vanlig stil, og det tror jeg også de ville gøre i en kamp som denne. Jeg tror ikke deres europæiske deltagelse får indflydelse på den danske turnering, dertil er holdet for stærkt.

Værløse har et rigtig godt hold, som er stærkt besat på alle positioner. Jeg tror bare ikke det er nok imod et SISU hold som er tæt på topformen.

SISU med +17