Nyheder

Preview for dameligaens runde 16

Falcon coach, Ole John Nielsen, giver i denne runde hans bud på dameligaens runde 16:

Værløse - Lemvig (lørdag kl. 14.30)

Værløse har tabt med 19 points hjemme og med 12 points ude mod Lemvig. Begge hold er inde i en opadgående formkurve. Der er nok ingen tvivl om en Lemvig sejr, men Værløse har holdet til at skabe en spændende kamp. Lemvig vinder med 9 points.  

BK Amager – Horsens (lørdag kl. 15.00)

Begge hold har lige spillet mod Falcon og giver således lette muligheder for en sammenligning. BK Amager bliver bedre og bedre. Susie Kruse’s ”comeback” giver holdet en ekstra dimension, selvom hun stadig ser lidt rusten ud.

Det er en fornøjelse at se hvordan Horsens kæmper ufortrødent videre trods alle nederlagene. Horsens har allerede spillet een gang hos Amager med et større nederlag som reultat. Amager vinder med 33 points.  

Falcon-Hørsholm (lørdag kl. 16.00)

Dette er rundens mest åbne kamp. For begge hold gælder det vel om at blive nummer 3? De to hold har mødt hinanden ude og hjemme, med kneben hjemmesejr i begge tilfælde. Begge hold vil presse og spille kvikt og der skulle være basis for god underholdning. Vi tipper sjovt nok en kneben Falcon sejr.

SISU-Åbyhøj (søndag kl. 17.00)

Søndag aften i Kildeskov er ikke sjovt for nogen modstandere. Måske slukker de lyset når SISU er foran med 30 points . det er sket før (ved et uheld). SISU har vundet alle kampe klart og det sker også søndag aften. Ida TP var i hopla i SISUs seneste kamp i Hørsholm og SISU vinder med 37 points med en stor usikkerheds margin.