Nyheder

Overtid i Nørrebrohallen gav smal sejr til Hørsholm 79ers

Lørdagens DL-kamp i Nørrebrohallen var næsten et top-bund opgør mellem Stevnsgade SuperWomen, der ligger nr. 6 og Hørsholm 79ers der ligger nr. 2.

Hørsholm har indtil videre haft en udmærket sæson – det kan man ikke sige om Stevnsgade. Alt for mange skader har plaget holdet. Rytmen, hurtigheden, timingen og selvtilliden har lidt et alvorligt knæk, hvilket måske også er gået ud over motivationen. Det har været tydeligt i de to kampe efter nytår mod henholdsvis SISU og BK Amager.

Amerikanske Cherelle Moore er kommet til Stevnsgade for en uge siden for at forstærke spillet under kurven i begge ender af banen. Kampen lørdag var hendes debut på hjemmebane.

Kampen startede med en Hørsholm scoring hurtigt efterfulgt af Cherelle Moores to første point på hjemmebanen til stillingen 2-2 efter 1 minut. Der efter var det for Stevnsgade en skrækkelig start på kampen, mens Hørsholm var pænt effektive og bragte sig på godt fire minutter - efter at Stevnsgade havde brændt 7 skud i træk, lavet 3 turn-overs og tre fejl – foran 2-19. Det så noget op af bakke ud for Stevnsgade.

Med 4½ minut igen af første periode tog kampen så en drejning. Der kom mere fokus og præcision i hjemmeholdets spil. Med en 3´er af Hanna Sheik efter 5.34 indledte hjemmeholdet et flot come back. Via 7-21 bragte hjemmeholdet balance i tingene i sidste sekund med en scoring af Tea Jørgensen til første periodes slutstilling 19-24. Underlig første periode – først 2-19 til Hørsholm 79ers og der næste 17-5 til Stevnsgade.

Anden periode startede jævnbyrdigt uden mange scoringer, men efter 4.17 udlignede Mathilde Colding-Poulsen med en 3´er til 26-26. Efter en timeout med godt tre minutter igen kom Hørsholm bedst ud og bragte sig hurtigt foran 28-34 og holdt denne afstand til en halvlegsføring på 29-36.

Igen en noget mærkelig periode med den beskedne score på 9-12.

Efter pausen i tredje periode kommer Hørsholm igen bedst fra start og kan uden stort besvær bringe sig foran med 31-43 efter 2.51. Hjemmepublikum frygtede nu lidt et sammenbrud.

Men med 5 point i streg af Victoria Mikkelsen, en 3´er Mathilde Colding-Poulsen og to point af Cherelle Moore var stillingen så næsten lige 41-43 inden stærkt spillende Ivana Jovanovic gjorde det til 41-45 efter 6.22 af tredje periode. Resten af perioden blev det kun til en enkelt scoring mere og det var endnu en 3´er fra Mathilde Colding-Poulsen, hvilket betød at Stevnsgade vandt perioden 15-9.

Inden sidste periode var stillingen 44-45. Kampen var helt åben. For første gang i kampen kom Stevnsgade bedst fra start. I det 3. minut bragte Ida Tryggedsson Preetzmann foran 51-45. Men godt spillende Maryah Sydnor bragte med et par scoringer igen Hørsholm foran 53-54 efter 5.40. Alt pegede på en spændende slutning.

Via 55-55 og 57-57 med 1½ minut igen slutter kampen med at Maria Forsman Pedersen brænder et skud i sidste sekund . Det slutter helt lige 57-57. Overtime.

Kampens femte periode indledes igen stærkt af Hørsholm 79ers Maryah Sydnor, der med tre scoringer i træk bringer dem foran med 57-63 efter 1.29. Efter at Ida TP bringer hjemmeholdet lidt tættere på med en scoring til 59-63 er det igen Hørsholm utroligt stærke Maryah Sydnor der med to scoringer bringer Hørsholm afgørende foran i overtiden til stillingen 59-67 med 2.18 tilbage af kampen.

Stevnsgade kæmper for at vende tilbage, men brænder flere skud inden Tea Jørgensen med to flotte 3´ere bringer spændingen tilbage. Stillingen med 16 sekunder igen er 65-68. På grund af holdfejl får Ivana Jovanovic to straffer og scorer på det ene, hvorfor Maja Gerlyngs sidste forsøg på en 3´er ikke betyder noget. Hørsholm 79´ers vinder det spændende opgør efter overtid med 65-69.

Maryah Sydnor var kampens store spiller. 28 point med imponerende skudprocenter på 79% - 11 scoringer på 14 forsøg og 5 scoringer på straffe på lige så mange forsøg samt 13 rebounds og to steals.

Bemærkelsesværdigt er det at Stevnsgade scorede på 11 af 25 forsøg fra 3´eren (44%), mens Hørsholm scorede kun på 2 af 13 forsøg fra 3´eren (15%) og at Hørsholm fik 27 skud fra straffelinjen (scorede på 21), mens Stevnsgade fik 12 og scorede på 8.

Eftertænksomt at halvdelen af alle Stevnsgades point kommer ude bagved 3ér linjen.

For gæsterne fra Hørsholm scorede Maryah Sydnor 28 point, Ivana Jovanovic 11 point, Sarah Forsman Pedersen 9, Maria Forsman Pedersen 9, Sandra Lind 5, Emilie Bornemann 4, Marie-Louise Blyme 2 og Line Piechnik 1.

Hos hjemmeholdet Stevnsgade fordelte scoringer sig således: Ida Tryggedsson Preetzmann 20, Mathilde Colding-Poulsen 12 (57% fra 3´eren), Tea Jørgensen 10 (100%!), Maja Gerlyng 7, Hanna Sheikh 6, Victoria Mikkelsen 5, Cherelle Moore 4 og Alberte Alsø Dokkedal 1.