Nyheder

Overbevisende sejr til hjemmeholdet i Aabyhallen

Lørdagens lokalopgør mellem Aabyhøj og Horsens BC gav sejr til hjemmeholdet, Aabyhøj, med de overbevisende cifre 89-40.

Takterne blev grundlagt i første periode, hvor hjemmeholdet allerede efter 4 minutters spil havde bragt sig foran 25-4. Her var det især hjemmeholdets Britt Harris, der dominerede med 10 point i disse første 4 minutter. Herefter kom Horsens BC lidt bedre med, men kunne ikke forhindre hjemmeholdet i at gå til periodepause med stillingen 31-12.

I 2. periode får gæsterne godt styr på Britt Harris og i det hele taget etableret et forsvarsspil, der lykkedes og generer hjemmeholdet. Holdene bytter point, og perioden ender i gæsternes favør med perioderesultatet 14-16. Horsens BC får bredt spillet godt ud i perioden, og hjemmeholdet fra Aabyhøj kan ikke rigtig få spillet til at glide.

Efter pausen, hvor stillingen er 45-28, er det hjemmeholdet, der kommer bedst fra start med scoringer af de to unge spillere, Julie Høier og Kia Fisker, inden gæsterne kommer på tavlen. Efter 1 point på straffekast til gæsternes Emma Dorph sætter Aabyhøjs Amalie Carlsen en lang tre’er, og det skal ikke blive sidste gang fra hendes hånd. Minuttet efter er hun der igen med nok en tre’er, og kort efter viser Stine Deleuran, at hun også mestrer den disciplin. Efter flere gode forsøg gennem kampen er det så kort efter Bianca Morsøs tur til at få 3 point gennem netmaskerne. Ved stillingen 68-36 og 2 minutter igen af tredje periode er lyset vel blevet slukket for gæsterne, der dog kæmper ufortrødent videre.

Fjerde periode starter ved stillingen 70-38 med Aabyhøj i den dominerende rolle. Gassen er på vej ud af udeholdet, der kun får en enkelt scoring igennem i sidste periode, mens Aabyhøj øger med 19 point til slutresultatet 89-40.

For hjemmeholdet imponerer Amalie Carlsen med 2 for 3 på 2-point og 3 for 4 på 3-point i løbet af 16 minutter. Også Britt Harris og Maria Steen Jespersen spiller solidt med hhv. 19 og 14 point. Britt Harris noteres desuden for 12 rebounds og dermed en double-double.

Sejren må dog tilskrives teamet, hvor alle spillere kommer på pointtavlen og kæmper for hinanden. Gæsterne havde ikke deres bedste kamp i dag, men statistikkens noget kunstige effektivitetskvotient virker dog ikke helt rimelig og ude af takt med spillet, når den sammentæller Horsens BC effektivitet til 18 mod Aabyhøjs 108.

Topscorere for Aabyhøj:
Britt Harris 19p, Maria Steen Jespersen 14p, Amalie Torlop Carlsen 13 og Julie Høier 11p.

Topscorere for Horsens BC:
Pernille Pedersen 11p, Sarah Bersang 9p og Emma Dorph 8p.

Referat skrevet af Peder Fløe