Nyheder

Ond fredag for BK Amager i Nørrebrohallen

Fredag aften var der lagt op til en spændende og tæt kamp i Nørrebrohallen mellem sidste sæsons pokalfinalister gæsterne BK Amager og værterne Stevnsgade SuperWomen.

De to hold har de seneste sæsoner spillet nervepirrende tætte og dramatiske, betydende kampe mod hinanden, så der var en god mulighed for gentagelse fredag aften. Det skulle imidlertid ikke vise sig at holde stik.

Begge hold er pt. ikke på deres bedste niveau. Stevnsgade har været hårdt ramt af skader. I den første turneringskamp var hele syv spillere ude, mens der til denne kamp ”kun” manglede tre spillere, deraf holdets anfører Ida Tryggedsson Preetzmann - som dog snart er klar igen - samt de to mere alvorligt langtidsskadede Caroline Dan og Gabi Nedic.

BK Amager er noget mere svækket, i det Catharina Palm Jensen ikke havde spillet forud for denne kamp. Hun så heller ikke ud til at være helt klar og fik derfor blot 14 minutter på banen. Samtidig havde holdets meget stærke amerikanske spiller Tamara Jones forladt holdet i ugen op til kampen. Når man så har Marie Roost Dinesen ude med en langtidskade og Josefine Vincents ude, så er det svært mod et topmotiveret bredt hold som Stevnsgade SuperWomen.

Når alle BK Amager spillerne er klar efter skader og man har fundet en ny amerikaner, så er der ingen tvivl om, at det er et hold, der kan performe på et helt andet niveau, end hvad de ca. 150 tilskuere så fredag aften.

Første periode

Begge hold starter i et højt tempo i begge ender af banen. BK Amager kommer bedst fra start, hvor Marie Tvede Hansen og Cecilie Brask bringer BK Amager i front med 0-4 efter 2:58.

Allerede efter nogle få minutter ser man Stevnsgade SuperWomen spille meget aggressivt og fokuseret forsvar, der flere gange gør, at gæsterne må forcere en dårlig afslutning inden 24 sekunders uret løber ud. Stevnsgade har lidt svært ved at ramme de første seks minutter af kampen, hvor gæsterne bringer sig foran 3-6. Det virker som om, at det bliver en forsvarskamp med lav score fra begge sider.

Hanna Sheikh – en af Stevnsgades bedste i fredags – sætter en 3´er og bringer balance i tingene. Holdene følges pænt ad indtil der mangler et sekund af perioden, hvor Tea Jørgensen fra egen banehalvdel sætter en sand buzzerbeater 3´er til første periodes slutstilling 13-10.

Anden periode

Perioden starter igen meget lige. Efter de første 5 minutter er stillingen 15-14. Men Stevnsgades solide aggressive forsvar trætter BK Amager spillerne. Det sker nu flere gange, at tiden løber ud og afslutningerne enten er for svære eller slet kommer. BK Amager må arbejde benhårdt i angrebet for at komme til noget som helst. Spørgsmålet på det tidspunkt er, hvorvidt gæsterne på et tidspunkt knækker. Stevnsgade kan rotere 9 spillere uden at tempoet går ned.

I anden halvdel af perioden trækker værterne nu fra med et hurtigt 7-0 run til stillingen 22-14. Kampen er stadigt helt, helt åben – men man fornemmer at BK Amager måske ikke kan holde til presset i slutningen af kampen, hvis Stevnsgade SuperWomen formår at holde tempo og fokus i forsvaret. I slutningen af perioden bytter holdene points.

Stevnsgade SuperWomen vinder perioden 16-11 til halvlegsstillingen 29-21.

Stevnsgades angrebsspil i særligt første periode så ud som om de aldrig havde trænet sammen. Spillerne placerede sig forkert og var alt for stillestående. Kampen var helt åben.

Tredje Periode

BK Amager kommer bedst ud fra pausen med to scoringer til stillingen 29-25. Efter 3:28 er stillingen 31-28. Derefter er det som om at BK Amager ikke kan følge med længere. Stevnsgade spiller fejende flot forsvar, med steals, traps og nemme scoringer til følge. Angrebet fungerer nu, som det skal. Der vises klogt basketball på højt niveau angrebsmæssigt, men stadig med fokus på forsvaret, hvor værterne ikke lader gæsterne få ro.

Det betyder, at fra 31-28 i det fjerde minut laver Stevnsgade SuperWomen et 16-0 run til stillingen 47-28. Kampen er definitivt afgjort og der lurer et totalt sammenbrud i BK Amager lejren. Emilie Klint og Ida Klusmann pynter dog på stillingen til 47-33 inden sidste periode. Stevnsgade vinder perioden 18-12.

Fjerde periode

Kampens sidste periode skulle vise sig at blive en sand Stevnsgade opvisning mod et rådvildt BK Amager hold, der ikke havde mere at komme med. Maja Gerlyng og Hanna Sheikh fører an for Stevsnagde SuperWomen i en ond periode for BK Amager, der ender 25-5.

Kampen vindes af værterne med 72-38 med baggrund i solidt forsvar hele kampen igennem. Forsvarsspillet var helt i top. Kan Stevnsgade tage det med videre i turneringen og gøre det bedre angrebsmæssigt end i første halvleg, så ser det lovende ud. Alt i alt en flot indsats af Nørrebro pigerne.

Naturligvis er det noget af en øretæve at tabe stort set dobbelt op og kun score 38 point i en Dameliga kamp, men som nævnt var BK Amager langt fra det stærkeste, som vi vil se, når slutspillet nærmer sig.

For BK Amager skal fremhæves Marie Cecilie Brask, der ud over at blive topscorer for gæsterne med 10 point, kæmpede bravt i begge ender af banen og har 67% på både 2´ere og 3´ere. Rikke Meisner gør det også godt i store perioder af kampen.

Hos Stevnagade SuperWomen er det svært at undlade at fremhæve nogen. Det var kollektivet, der fik den store sejr fredag aften. Alle deltog. Alle leverede en flot indsats. Dog skal Maja Gerlyng fremhæves for at gå forrest i kollektivet sammen med Hanna Sheikh. Men det er uretfærdigt ikke at rose samtlige spillere. Det skal også bemærkes at 18-årige Freja Boel scorede på tre ud af fire 3´ere i sin bedste kamp nogensinde på Dameligaholdet i Nørrebrohallen.

Kigger man på statistikken er en af de mest i øjne faldende forskelle, at Stevnsgades startere scorer 39 point og bænken 33 point mens hos BK Amager scorer starterne 31 point og bænken blot 7 point. Samtidig kommer Stevnsgade SuperWomen til 67 afslutninger, mens BK Amager kun kommer til 50.

For BK Amager scorede Marie Cecilie Brask 10 point, Emilie Klint 7 point, Emilie Fogelstrøm 6 point, Rikke Meisner Andersen 6 point, Catharina Palm Jensen 4 point, Cecilie Tvede Hansen 2 point, Ida Klusmann 2 point og Sarah Hansen 1 point.

For Stevnsgade Superwomen scorede Hanna Sheikh 15 point, Maja Gerlyng-Hansen 12 point, Freja Boel 11 point, Tea Jørgensen 10 point, Elisabeth B. Hansen 8 point, Alberte Alsø Dokkedal 6 point, Kasia Dyszkant 4 point, Simone Ceccardi 4 point og Sofia Åström 2 point.