Nyheder

Nyt – men erfarent trænerteam overtager SISU´s Dameliga hold

SISU har netop udsendte pressemeddelelse omkring ansættelse af ny træner duo. SISU skriver:

Det er med stor glæde at SISU Basketball Klub kan præsentere den nye træner duo for klubbens Dameligahold. Det er nemlig lykkedes at tiltrække to af landets dygtigste og mest erfarne trænere, til at stå i spidsen for et mere langsigtet projekt omkring dameholdet og elitearbejdet for pigerne i SISU.

Formand Adam Buschard udtaler ”SISU har en lang tradition for at være med blandt de bedste hold i dansk kvindebasket. SISU er i en fase, hvor vi øger vores fokus på klubbens sportslige indsats. Med Susie Heede-Andersen og Ole John Nielsen om bord har vi fået et fantastisk stærkt træner-setup, der kan danne et solidt fundament for holdet i de næste år. Vi er helt sikre på, at kombinationen med netop dette trænerpar, og en stor ung og talentfuld trup er helt rigtigt, og vi ser meget frem til samarbejdet.

Susie Heede-Andersen har netop afsluttet et 3-årigt succesfuldt trænerarbejde i Værløse Basketball Klub, som Head Coach for det vindende Pro B–hold i Basketligaen. Susie har et langt og imponerende træner-CV i Dansk Basketball Forbund, herunder imponerende resultater som ungdomslandstræner og nuværende U-16 damelandstræner. Til sit nye, og for nogle overraskende, engagement i SISU udtaler Susie ”Jeg elsker udfordringer, og jeg elsker at udvikle unge spillere og piger der har ambitioner med basket. Derfor kunne jeg ikke stå for denne mulighed, og med et flerårigt samarbejde i SISU, kan vi arbejde målrettet på, at få klubben tilbage blandt de bedste i landet”. Ved sin side vil Susie Heede-Andersen få den erfarne Ole John Nielsen. Han er et meget kendt ansigt i dansk basket, og ikke mindst på damesiden. Ole John Nielsen er tidligere træner og assistenttræner på flere af vores ungdomslandshold, og de sidste par år på Damelandsholdet. Da chancen for samarbejdet med Susie Heede-Andersen omkring SISU´s Dameliga hold bød sig, havde Ole John Nielsen ingen tvivl: ” SISU´s spillere havde en svær sæson sidste år, men jeg fulgte holdet tæt, og syntes de var det hold, der udviklede sig mest over året. Dertil har jeg allerede trænet de fleste af pigerne i landsholdsregi. I samarbejdet med Susi er jeg sikker på, at vi kan hjælpe med at udvikle spillerne og få et stærkere hold over tid.

Målet med dette projekt er ikke blot at videreudvikle klubbens bedste Dameligahold, men også at inspirere og præge de yngre og måske kommende Dameligaspillere. Dertil at sikre høj kvalitet og inspiration i træningen for en større gruppe af SISU´s mange dygtige pigespillere. Dette er en meget vigtig del af både Susie Heede-Andersen og Ole John´s ambitioner for de kommende års arbejde i klubben.