Nyheder

Ny sejr til Lemvig Basket

BK Amager måtte lørdag eftermiddag for anden weekend i træk indkassere et nederlag mod Lemvig.

Efter en koncentreret indsats var hjemmeholdet ellers foran 34-27 ved halvleg, men holdet kunne ikke fastholde koncentrationen i den afgørende fase, og Lemvigs rutinerede mandskab kunne sikre sig en sejr på 54-66 (12-12, 22-15, 13-23, 7-16).

Amager er klar fra første fløjt, og der bliver kæmpet hårdt fra begge sider. Lemvigs Ivana Udovalieva får sin 2. personlige fejl efter blot 1:30, og hun bliver skiftet ud. Perioden er helt lige – efter godt 5 minutter er stillingen 6-6 – og perioden slutter 12-12. Amager har især problemer med at holde gæsternes Emily Hatch i forsvaret.

Med to 3’ere i indledningen af 2. periode bringer Emilie Keller Amager foran 18-16, og Lemvig tager en timeout. Igen er det en helt lige periode. Catharina Palm bringer med små to minutter tilbage Amager foran 28-27. Dette bliver indledningen til et 8-0 Amager run, der afsluttes af et flot steal og et efterfølgende lay-up af Ena Viso. Halvlegsstillingen er således 34-27, og Amager vinder 2. periode med 22-15.

Lemvig kommer stærkest ud efter pausen og får langsomt indhentet Amagers føring. Efter godt 5 minutters spil bringer Lemvigs Karina Pedersen med en 3’er sit hold foran 37-39. Amager kæmper indædt for at hænge med. Med 38 sekunder tilbage på uret sætter Maria Dinesen en 3’er til 44-47, Lemvigs Ivana Udovalieva svarer igen med en 3’er, inden Ida Klussmann får sat en buzzer 3’er til stillingen 47-50 inden sidste og afgørende periode. Lemvig vinder perioden 13-23.

Lad det være sagt med det samme, 4. periode blev aldrig rigtigt spændende. Amager kunne på dagen ikke true Lemvigs gennemrutinerede mandskab i den afgørende fase. Lemvig får lukket totalt af i forsvaret, og da Amager stadig har problemer med at holde Emily Hatch, så kan Lemvig forholdsvis enkelt vinde perioden med 7-16 og dermed lukke kampen med stillingen 54-66.

En rigtig flot kamp fra begge sider, dog lidt ærgerligt at hjemmeholdet ikke formåede at følge Lemvig til dørs, så kampen havde bevaret spændingen til sidste fløjt. Kampens helt store oplevelse var Lemvigs Emily Hatch med 22 point (9 af 12 2-points forsøg, 4 af 4 fra straffelinjen), 17 rebounds, 4 assists, 3 steals og en effektivitet på hele 38!!!

Topscorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Emilie Keller 12, Ida Klussmann 11, Catharina Palm 9
Lemvig: Emily Hatch 22, Sarah Schicher 12, Ivana Udovalieva 10

• Kampens spiller WOM: Emily Hatch 22 point, 17 rebounds, 4 assists og 3 steals