Nyheder

Ny coach til Stevnsgade Basket

Stevnsgade Basketball har i går aftes indgået kontrakt med Igor Gavrilovic om at være headcoach for klubbens Dameliga i den kommende sæson, der starter ca. 1. oktober 2014.

Klubbens tidligere coach Mogen Tygesen er overgået til andre tidskrævende opgaver i klubber, hvorfor det var nødvendigt at kigge efter en ny coach til den kommende sæson. Der har været flere meget kvalificerede kandidater, men vi var ikke tvivl, da Igor Gavrilovic takkede ja til vores tilbud.

Igor er særdeles veluddannet. Han har en 4-årig basket coaching uddannelse fra Basketballakademiet på universitetet i Beograd, er diplom træner i DBBF regi og har deltaget i adskillige coaching clinics og kurser mv. i ind og udland.

Han har selv spillet i Basketligaen og startede allerede kort efter sin ankomst til Danamark i 1993 som dametræner. Siden hen har han coachet et hav af talentfulde ungdomshold og ikke mindst Hørsholms 79ers og Virum Basketball Klubs dameligahold. Igor er to gange blevet udnævnt til årets coach i Dameligaen. Stevnsgade og Igor kender hinanden, da han tidligere har coachet klubbens herrehold i 1. division.

Med ansættelsen af Igor Gavrilovic har Stevnsgade fået en særdeles kompetent coach, med en solid erfaring, masser af energi, en blanding af humor og temperament og en evne til at udvikle de enkelte spillere - samt en coach der forlanger commitment af alle.

Stevnsgade Basketball er overbevist om, at Igor kan bibringe holdet alt det, som der skal til for at nå klubbens ambition for Dameligaholdet om minimum en semifinaleplads i den kommende sæson og dermed en kamp om medaljer.

Der er endnu ikke indgået aftale om ass. coaches til holdet. Det forventes afklaret i samarbejde med Igor i løbet af de næste par uger. Den første træning med den nye coach i Nørrebrohallen er tirsdag den 3. juni 2014.