Nyheder

Med godt forsvar vinder Hørsholm 79ers klart over Amager i første DM-semifinale

Amager havde kun 21 point ved halvleg i lørdagens DM-semifinale mod Hørsholm 79ers og det var et meget sigende billede på hvordan kampen forløb. Hørsholm brugte et aggressivt forsvar til at holde modstanderne fra fadet og vandt 58-41 foran 270 tilskuere.

Amager fandt ikke mange frie skud i kampen og dem de fandt, gik ikke i. Det blev således kun til 13 træffere ud af 53 skud og en scoringsprocent på 24. Anfører Line Piechnik tillagde Hørsholms succesfulde forsvar en stor del af æren for dagens gode resultat.:

"Det er viljen til vi gerne vil have en god start i serien, men også, som det har været i mange af sæsonens andre kampe, starter det med forsvaret, og forsvaret gør, at det bliver nemmere i den anden ende. For os handler det om, at Amagers angreb ikke må komme ind i en rytme, for gør det det, har de mulighed for at få deres skytter i gang. Ved de ikke kommer i rytme i angrebet, fordi vi starter højt oppe og de ikke kommer til det de gerne vil, så har vi det nemmere i forsvaret.

Hørsholm kom bedst fra start, med en 7-0 føring på skud fra Maria Forsman Pedersen og Ivana Jovanovic, og Amager kom aldrig på lige eller foran resten af kampen. Med undtagelse af Ida Klussmann og Maria Dinesen skød ingen af amagerspillerne over 25% på skud og de henholdsvis 13 og seks point fra de to var ikke nok til at holde Amager inde i kampen.

Amager var kun bagud 17-13 efter første periode, men med kun otte point fra gæsterne i de næste ti minutter , begyndte Hørsholm at trække fra. Perioden startede med tre point hver fra Sara Forsman Pedersen, Line Piechnik og Maryah Sydnor og selv om det blev til amagerscoringer fra Ida Klussmann og Kelly Hardeman, begyndte Hørsholm at trække fra. I anden periodes sidste syv minutter blev det kun til to straffekast og en scoring fra Amagers side og Hørsholm kunne gå til pause med en føring på 31-21.

Gennem tredje og det meste af fjerde periode udbyggede Hørsholm bare føringen. I anden halvleg kom scoringerne primært fra Maryah Sydnor og Ivanovic under kurven og fra Line Piechnik og Emilie Bornemann på guardpositionerne. Tre minutter inde i fjerde periode havde Hørsholm udbygget føringen til 56-35 og kampen var reelt afgjort. Over de næste minutter reducerede Amager lidt, med syv point fra Kelly Hardeman og Rikke Meisner Andersen, men Hørsholms Marie Louise Blyme kunne lukke scoringen med to point til slutresultatet 58-41.

Hørsholmtræner Jesper Krone var glad for sejren, men ser den ikke som en indikation for hvordan serien vil gå:

-Vi kommer godt ud fra starten af. Vi rammer nogle gode skud og vi dækker op og det viser scoren også. Amager er et fantastisk godt hold, med et godt kollektiv og nogle gode individuelle spillere, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at de kommer stærke ud i kamp to, hvor vi skal være mindst lige så parate. På fredag spiller vi på Amager og det charmerende ved slutspillet er jo, at man kan have en dårlig kamp, men så komme tilbage og have en god kamp og så står det lige.

Serien spilles bedst-af-fem og vinderen skal møde sejrherren i den anden semifinale, hvor Virum lige nu er foran 1-0 i kampe mod Stevnsgade. Kamp to spilles fredag 24. marts kl. 19:30 på Amager og kamp tre i Hørsholm 1. april kl. 16:00.