Nyheder

Lemvig vandt trods sløv start

Lørdag fik Lemvig Basket sin 4. sejr over BK Amager i denne sæson, og dermed kan de to hold først løbe ind i hinanden igen i slutspillet.

Kampen lørdag vil ikke blive husket som nogen stor basketoplevelse. Ingen af holdene ramte noget spillemæssigt højt niveau, men Lemvig fik igen vist, at de for tiden er bedst af de to hold.

Det var dog BK Amager, som startede kampen bedst, og i løbet af første periode fik opbygget et forspring. Lemvig manglede koncentration, hvilket førte til mange mistede bold, brændte chancer og for let spil for BK Amager. Det var særligt Catharina Palm Jensen hurtigt til at udnytte, og med 13 point i de første ti minutter var hun en afgørende årsag til, at gæsterne kunne skabe en føring på 16-23 ved første pause.

Lemvig starter anden periode med at ramme en 3er og dermed begrænse afstanden, men derefter tager BK Amager fat igen, og får udbygget føringen til 23-33. Men så er det som om Lemvig vågner op. Tempoet sættes lidt op i begge ender af banen, og en stribe effektive angreb giver et run på 11-0 og en føring på 34-33 til Lemvig. De sidste minutter af perioden er jævnbyrdige og holdene skiftes til at score, så ved halvleg er stillingen fortsat lige med 43-42 til Lemvig.

Tredje periode starter også jævnbyrdigt, hvilket mest skyldes at ingen af holdene for alvor får gang i spillet. Lemvig har fået bedre fat forsvarsmæssigt, og det udnyttes offensivt til at skabe et hul. Mod slutningen af perioden kommer afstanden op på ti point ved stillingen 58-48.


Før de sidste ti minutter er Lemvig foran 60-50, og selvom ti point ikke nødvendigvis er meget, så virker det i denne kamp, som en sikker føring. BK Amager taber gejsten som tiden går, og Lemvig lukker fortsat fint af forsvarsmæssigt, så hjemmeholdet sidder på den måde solidt på kampen. Derfor bliver der heller ikke spænding om resultatet, og Lemvig kan køre en sejr på 77-64 i hus.

Lemvigs point: Mallory Moore 24p, Emily Hatch 20p (17 reb), Ivana Udovalieva 15p, Helle Kristiansen 5p, Tine Kristiansen 5p, Sarah Schicher 4p, Karina Pedersen 3p og Okako Adika 1p

BK Amagers point: Catharina Palm Jensen 24p, Lotte Tobiasen 12p, Emilie Fogelstrom 8p, Emilie Keller 8p, Ena Viso 7p, Ida Klussmann 3p, Maria Brask 2p