Nyheder

Lemvig kom sikkert gennem sidste kvartfinale

Onsdag aften blev det sidste hold til semifinalerne fundet i opgøret mellem Lemvig Basket og Åbyhøj IF.

De to første kampe i kvartfinaleserien var endt med en sejr til hvert hold, men i den tredje kamp var der ikke tvivl om, at Lemvig var det stærkeste af de to hold, og pladsen i semifinalerne var aldrig for alvor i fare.

Allerede fra kampens start viste Lemvig stor energi, og med godt forsvar blev der lagt et pres på Åbyhøj. Det fik gæsterne til at stresse lidt i spillet og vælge dårlige løsninger i angrebet. Os Lemvig var det især Ivana Udovalieva og Gillian Abshire som lagde presset, og de fik det også taget med i offensiven, hvor spillet flød godt og flere bød ind.

En føring på 10-2 efter de første minutter gav yderlig energi til hjemmeholdet. Men Åbyhøj begynder at få lidt mere ro på spillet, og især Camilla Andersen tager ansvar. Fem point af hende giver lidt kontakt ved stillingen 15-10, men så strammer hjemmeholdet grebet lidt. Ivana Udovalieva sætter endnu en af sine tre 3ere i perioden – og syv i hele kampen, og så er der luft igen. Lemvig kan gå til pause med en føring på 26-16 og en fornemmelse af at have godt styr på kampen.

Den fornemmelse er der stadig i starten af anden periode, hvor Lemvig sætter tempo og holder høj effektivitet. Åbyhøj er farligst på skud fra distancen, mens de har det svært inside, hvor Lemvig står godt og stærkt. Resultatet er at Lemvig dominerer spillet og konstant udbygger sin føring, som midt i perioden er 45-19.

Lemvig holder tempoet oppe, men det bliver også mere tydeligt, at det er få spillere, som har trukket læsset, så Åbyhøj får lidt mere plads, og holder mere trit med hjemmeholdet i de sdiste minutter af perioden. Men med stillingen 50-32 ved halvleg har værterne stadig en sikker føring.

Den føring kommer dog under pres fra starten af tredje periode, hvor Åbyhøj kommer bedre med. Samtidig smider Lemvig for mange bolde væk og spillet virker en smule ukoncentreret. Det fremtvinger en time-out til Lemvig efter blot et par minutter og 53-39 på tavlen. Åbyhøj spiller med mere ro og tålmodighed end i første halvleg, og de har mest fordel af at spillet er lidt mere rodet. Langsomt får de afstanden ned, men tættere end omkring 10 point kommer de aldrig. Lemvig viser mod slutningen af perioden den rigtige vilje til at forsvare sig, selvom Åbyhøj kommer lettest til pointene. Gæsterne vinder også perioden, men en føring på 69-54 giver alligevel Lemvig det bedste udgangspunkt inden sidste periode.

De sidste ti minutter starter rodet, og Lemvig udnytter ikke de muligheder det giver. Åbyhøj kommer ikke frem til så mange skud, så ingen af holdene kommer for alvor i gang fra periodens start. Men Lemvig viser igen god energi, og bruger det til at trække fra Åbyhøj igen. Lemvig sidder derfor solidt på spillet i kampens sidste minutter, og det ender med en sikker sejr på 97-81. Dermed er Lemvigklar til semi-finalerne mod Virum.

Første kamp spilles i Virum på søndag kl. 13.00, mens kamp 2 spilles i Lemvig lørdag den 19. marts kl. 13.30.