Nyheder

Lemvig Basket kom i Vipers-maskinen

Virum Vipers tog endnu en sikker sejr, da de besøgte Lemvig lørdag eftermiddag. 64-84 lød cifrene efter en kamp, hvor Lemvig arbejdede hårdt og forsøgte at finde de rigtige løsninger, men hvor Virums offensiv var for effektiv til at bremse.

Fra kampens start laver Lemvig for mange turnovers, og det straffer Virum straks og får en hurtig føring på 0-8. Seks af Virums første point kom fra 3ere, hvilket var en tidlig advarsel om, at Virum denne dag var særdeles varme bag linjen, og det blev til i alt 12 ramte 3ere i kampen og en udnyttelse på 42%. Da Valerie Driscoll samtidig spillede stærkt under kurven, blev det en kombination, som Lemvig fik svært ved at matche. Det lykkedes dog gennem hårdt arbejde af Lemvig, at stabilisere forskellen på de to hold. Gode scoringer mod slutningen af perioden af Kaitlyn Mathieu betyder, at føringen ikke bliver på mere end de otte point, som Virum kom foran tidligt i kampen.

Fra 12-22 ved første pause udbygger Virum føringen igen i starten af anden periode. Megi Kolyandrova svarer igen med to 3ere til 18-27, men gæsterne kommer nemmest til sine point og varierer godt med scoringer både fra distancen og tæt på kurven. Det betyder også, at Lemvig har svært ved at stoppe alle Virums muligheder, og værterne komme tempomæssigt lidt bagud i for mange situationer.

Ved halvleg er føringen øget til 26-43 og to hurtige 3ere gør det yderligere svært for Lemvig. Hjemmeholdet holder fast i at kæmpe godt for at holde sig inde i kampen, men respekten for gæsterne bliver ind i mellem for stor, hvilket Virum udnytter godt. Det betyder ikke Lemvig giver op, men Virum fungerede som en velsmurt maskine, som det lige nu er vanskelig at stoppe, hvilket har givet gode resultater de seneste uger.

Med en føring på 38-65 benytter Virum muligheden til at eksperimentere lidt med opstillingerne, og det giver samtidig Lemvig mulighed for en god slutningen på kampen. Hjemmeholdet vinder sidste periode med 26-19, og kan gå fra kampen med hovederne oppe, mens Virum efterlod et indtryk af at have fundet formen til slutspillet og absolut er kandidat til en finale plads.