Nyheder

Lemvig Basket klar til semifinalerne

De to hold havde mødt hinanden flere gange tidligere i sæsonen – 2 træningskampe, 3 turneringskampe + den første kvartfinale.

Alle gange med Lemvig som vinder. Så det var for alvor et Aabyhøj-hold, der til kampen havde ryggen mod muren og statistikken imod sig.

Inden første fløjt blev der givet gaver og blomster til Aabyhøj’s coachteam, der begge stopper med denne sæson efter en række år med hårdt arbejde, stort engagement og fire gange medaljer (ikke mindst pokalfinalen i 2009). En meget STOR tak til både Fie Husted og Thomas Press.

Kampen viste fra start, at det igen ville blive trekløveret – Ivana Udovalieva, Emily Hatch og Mallory Moore, der med en vis sandsynlighed kunne blive udslagsgivende. Og sådan gik det også….

Lemvig startede bedst i en noget nervøs første periode og kom hurtigt foran 6-14. Men et par scoringer i de sidste minutter resulterede i mere beskeden føring på 11-14.

I anden periode så vi kampens vanskeligheder – set med Aabyhøj-briller – nemlig vanskeligheden med at komme til egentlige afslutninger. Og første halvleg sluttede derfor med en føring til gæsterne på 10 point – nemlig 26-36.

Efter pausen var det tydeligt, at Fie Husted og Thomas Press havde gjort en forskel – nu var Aabyhøj absolut med. Der var langt mere tempo, energi og kloge beslutninger fra flere nøglespillere. Og pludselig var de grønne foran 37-36 og stemningen i hallen var genskabt. Ikke mindst Tine Randrup var varm fra 3-points-linien – på dagen ramte hun 4 ud af 5 forsøg.

Men så blev denne fine periode afløst af et andet af hjemmeholdets vanskeligheder – turnovers. I kampen som helhed havde Aabyhøj ikke mindre end 31 turnovers ….. og de sidste minutter af 3. periode gik det stærkt for et energisk Lemvig-mandskab, der igen bragte sig foran – nu 42-52.
Også i fjerde periode viste de tre absolutte nøglespillere fra Lemvig deres store værdi for holdet og holdt et meget konstant og højt niveau.

Kampen sluttede med en sejr til Lemvig Basket på 51-63.
For Lemvig Basket var det de allerede tre nævnte – Ivana Udovalieva, Emily Hatch og Mallory Moore, der gjorde en positiv forskel. For hjemmeholdet var det Tine Randrup og Maria Steen Jespersen, der med henholdsvis 14 og 15 point var farlige i angrebet.

Tak for sæsonen til alle – tilskuere, modstandere, dommere, frivillige hjælpere, spillere samt Fie Husted og Thomas Press.

Fotos fra kampen er leveret af Thorbjørn Wangen.