Nyheder

Lemvig Basket fortsætter i Dameligaen

Efter afslutningen af sidste sæson var der stor usikkerhed om Lemvig Baskets deltagelse i Dameligaen. Tabet af flere spillere, som måtte forlade holdet på grund af studier og arbejde, samt usikkerhed omkring økonomien til holdet gav grund til alvorlige overvejelser om fremtiden for holdet.

Gennem foråret så mulighederne for en fortsættelse meget dårlige ud, og hele konceptet omkring elitearbejdet i Lemvig Basket var oppe til grundig evaluering. Ledelsen i klubben besluttede sig for ikke at tage forhastede beslutninger, men bruge den nødvendige tid til at afsøge mulighederne og sikre opbakningen til elitearbejdet både i klubben og fra sponsorer. Overvejelsernes udgangspunkt var balancen mellem elitearbejdet og sammenhæng i økonomien. Lysten til at skrinlægge flere års arbejde med at opbygge et elitekoncept var meget lille, ikke mindst fordi det vil give et vanskeligt udgangspunkt for de kommende talenter, klubben ser udvikle sig. På den anden side må klubbens økonomi ikke sættes på spil for en hver pris i bestræbelsen på at fastholde eliten og evt. på bekostning af bredden.

Målet for bestyrelsen har gennem hele processen været at fortsætte med dameholdet som klubbens flagskib, og give mulighed for at give gode udfordringer til spillerne på herresiden, samtidig med, at der er mulighed for at skabe de bedst mulige forhold til ungdommen og breddehold for senior. Alt i alt en vanskelig kabale at få til at gå op for en lille klub.

Efter en grundig og tålmodig proces er enderne nu ved at nå sammen, og det er med stor tilfredshed Lemvig Basket kan meddele, man fortsat er med i Dameligaen. Selvom spillere som Natalie Day, Joanna Miller, Charlotte Thomas og Emily White ikke vender tilbage og Ida Høj, Nanna Hansen og Helle Kristiansen ikke forventes at fortsætte på holdet på grund af studier, så står det nu fast, at Vestjylland også i sæsonen 15/16 er repræsenteret i toppen af damebasket.

Konceptet bliver ændret noget i forhold til de tidligere sæsoner, hvor flere lokale spillere har haft nøgleroller. Det vil de forhåbentlig få igen i løbet af kort tid, men indtil det sker vil flere udenlandske spillere blive hentet ind for at løfte holdet – og forhåbentlig hele klubben.

Ivana Udovalieva, Okako Adika og Medina Dedic fortsætter fra sidste sæson og bliver det trekløver, som resten af holdet bygges op omkring. Oto Adika og Michelle Tatt bliver nye unge ansigter i truppen, ligesom Louise Sørensen inddrages, når hun er sin skade kvit. Dertil tilføjes en håndfuld nye spillere, og naturligvis holdes døren åben for at spillere alligevel bliver eller kommer til afhængig af studieplaner efter ferien. Flere oplysninger om holdet vil blive meldt ud frem mod sæsonstarten og Lemvig Basket ser frem til igen at spille med i DL.