Nyheder

Kandidat til årets kamp ender med Værløse Blue Hawks sejr

Lørdag eftermiddag var der lokalopgør i Søndersøhallen, hvor BMS Herlev Wolfpack gæstede Værløse Blue Hawks.

Grundspillets to indbyrdes opgør var begge endt med Wolfpack sejre efter to intense opgør, så der var inden kampstart en forventning om en god, intens basketkamp mellem to unge hold. Og det må i den grad siges at de to hold indfriede de forventninger - og mere til!

Kampens første to point blev scoret af Wolfpacks Katrine Jessen og det var langt fra sidste gang den yngste af de to Jessen søstre skulle gøre sig bemærket i kampen. Holdene fulgtes herefter ad i løbet af første periode, hvor Wolfpack dog til sidst scorer fem point i streg og kommer ud af perioden med en føring på 18-23.

Anden periode starter igen meget lige, men halvvejs gennem perioden trækker Wolfpack fra og bringer sig foran 26-37. Blue Hawks svarer dog flot igen og vinder de sidste fem minutter 12-2 og går derfor til pausen med en smule momentum trods en Wolfpack føring på 38-39. Ud af Wolfpacks 39 points stod førnævnte Jessen for hele 22(!) og havde været brandvarm i første halvleg.

Wolfpack kommer bedst ud fra pausen og får hurtigt bragt sig foran 40-53. En “and one” af Matilde Roan Gustavsen og et par straffe af Celine Schiffer får dog Blue Hawks med igen og i slutningen af perioden reducerer Emilie Ravn til 51-57 inden Katrine Jessen på signalet bliver fejlet i et 3 points forsøg og køligt sætter alle tre straffe, så Wolfpack efter 3. periode er foran 51-60.

Værløse kommer ud til 4. periode som lyn og torden og med en helt anden aggressivitet i forsvaret end tidligere i kampen. Samtidig tager den yngre del af Værløse holdet, anført af Frida Boje Formann, Julianna Okosun og Emilie Ravn sig af scoringen i den anden ende og Værløse vinder de første 3,5 minut med 11-0 og bringer sig foran 62-60. På dette tidspunkt kan man godt mærke at det er et lokalderby, da de fremmødte tilskuere i den grad også er involveret i kampen og laver en rigtig fed kulisse!

Wolfpack spillerne holder dog hovedet koldt og får stabiliseret sig med et par scoringer af Caroline Glud Rasmussen; 62-66. Annemie Friis Espensen sætter herefter en 3’er efterfulgt af en scoring af Frida Boje Formann; Værløse oppe 67-66, 2,5 minut tilbage. Laura Ziegler udnytter i næste angreb en miskommunikation i Værløse forsvaret og bringer igen Wolfpack i front. Efterfølgende stjæler Thea Mikkelsen bolden og bringer Wolfpack yderligere i front; 67-70, 2 minutter tilbage. Et flot Værløse angreb sætter Celine Schiffer fri igennem og hun reducerer til 69-70. En svær floater af Thea Mikkelsen og en presset scoring af Frida Boje Formann giver en helt tæt kamp på 71-72 da kampen går ind i det sidste minut og den ellers normalt temperaturmæssigt kølige Søndersøhal koger bogstaveligt talt.

I det sidste minut har først Frida Boje Formann chancen for at bringe Værløse foran, men et fremragende block af Katrine Jessen holder Wolfpack i front med 30 sekunder tilbage. I det efterfølgende Wolfpack angreb stjæler Celine Schiffer bolden og samtidig laver Thea Mikkelsen sin 5. fejl. Værløse timeout, 71-72, 20 sekunder tilbage. Værløse får spillet sig frem til et relativt frit skud, som dog ikke går i, og de er derfor nødt til at fejle og sende Wolfpack på linjen, 71-72, 7 sekunder tilbage. Wolfpack misser begge deres straffe, Julianna Okosun får fat på rebounden, ud til Frida Boje Formann, 4 sekunder tilbage, der sætter fuld fart på op ad banen, 2 sekunder tilbage, og sender bolden på tværs til Celine Schiffer som uden tøven, et pænt stykke bag 3’eren, sender bolden afsted og mens bolden er i luften lyder hornet. Bolden sejler i og hallen går helt amok! Kampen ender dermed 74-72 til Værløse Blue Hawks efter en helt igennem fantastisk kamp af begge hold!

Kampens spiller går derfor nok til Celine Schiffer med buzzerbeateren, men man bliver også nødt til at nævne udeholdets Katrine Jessen, som var helt ustyrlig med 33pts, 10 rebs og en effektivitet på hele 46! Hos Værløse blev Frida Boje Formann topscorer med 25 pts efterfulgt af Julianna Okosun med 18 pts og 9 rebs.

Næste opgave for Værløse Blue Hawks er næste lørdag 16/3, hvor de skal på besøg hos BK Amager i Amagerhallen kl 14:30. BMS Herlev Wolfpack tager samme dag imod Åbyhøj IF kl 13:00 i Herlevhallen.