Nyheder

Intens semifinale i Lemvig

Den første semifinale mellem Lemvig og Falcon blev intens og tæt, med alle de elementer, som skaber god underholdning. Desværre blev kampen også delvis præget af, at Lemvigs Emily Hatch tidligt måtte forlade kampen med en skade. Alligevel blev der spænding til det sidste, men Falcon trak en sejr på 64-72 i land, og er der med nu favorit til en plads i finalen.

Fra kampens start var begge hold lidt mærkede af, at det nu er slutspil, og dermed er presset lidt større. I de første minutter blev der ikke scoret mange point, hvilket både skyldtes koncentreret forsvar og manglende effektivitet hos begge hold. Lemvig får dog opbygget et lille forspring, uden der på nogen måde er stor forskel på holdene.

Allerede efter få minutter opstår den uheldige situation, hvor Emily Hatch vrider om på foden, og må hjælpes fra banen. Det skal Lemvig lige komme sig, over, og det udnytter Falcon til at få et lille overtag. Særligt Jessica Fuller tager for sig i spillet under kurven i fraværet af Emily Hatch, og Falcon overtager en smal føring. 3 point af Karina Pedersen, få sekunder før perioden slutter, betyder dog, at Lemvig kan gå til pause foran 15-13.

Fra starten af anden periode får Lemvig mere styr på spillet igen. Sarah Schicer spiller stærkt under kurven i begge ender. I forsvaret bevæger hun sig godt omkrign Jessica Fuller, og i angrebet udfordrer hun gang på gang. Lemvig får en føring på 21-15, hvorefter holdene igen bliver mere jævnbyrdige. Effektiviteten falder igen hos begge hold, og der bliver spillet meget fysisk i begge ender, hvilket ikke gør spillet kønnere. Lemvig holder perioden igennem en lille føring, og går til halvleg med en føring på 28-27.

Tredje periode tilhører Falcon, og det er reelt her afgørelsen falder. Sarah Schicher får hurtigt to fejl på kontoen, og dermed er hun lige med Jessica Fuller og kan ikke gå helt så aggressivt til værks. Samtidig kan Lemvig slet ikke få gang i scoringen, og Falcon kommer på 28-35, før Lemvig kommer i gang. Falcon er til gengæld blevet effektive i deres afslutninger og mange byder ind med point. Det stresser Lemvig en anelse, og gør ikke situationen nemmere for hjemmeholdet. Både Jessica Fuller og Sarah Schicer når at hente den 4. fejl inden holdene kan gå til pause med stillingen 37-50 til Falcon.

Det lægger presset helt over på hjemmeholdet, og situationen bliver ikke nemmere af, at Sarah Schicher på en lidt tynd fejl sendes ud af kampen med fem fejl. Karina Pedersen giver dog ny tro på tingene for Lemvig med to vigtige 3ere til stillingen 46-51, og det giver fornyet tro og overskud til værterne. En scoring af Ivana Udovalieva bringer afstanden ned på 3 point, og kort efter må også Jessica Fuller forlade banen med fem fejl. Alt i alt ligner det en åbning for et come back til Lemvig, men efter en kort stillingskrig kan Falcon trække lidt fra igen, og kræfterne begynder at slippe op hos hjemmeholdet. Hos Falcon viser Simona Bartkova sin rutine flere gange, og selvom Lemvig spiller sin chance, så kører Falcon sejren i hus.

Resultatet betyder, at presset er lagt over på Lemvig inden den 2. semifinale, som spilles lørdag kl. 13.30 i Bülowsvejhallen.

Om Emily Hatch bliver klar er usikkert, men Lemvig vil under alle omstændigheder kæmpe hårdt for at fremskaffe en tredje kamp, så der er langt op til mere spænding og intensitet i weekenden. 

Lemvigs point: Ivana Udovalieva 20p, Karina Pedersen 13p, Mallory Moore 12p, Sarah Schicher 11p (10 reb), Tine Kristiansen 4p, Emily Hatch 2p og Nanna Hansen 2p.

Falcons point: Elisabeth Brynaa 18p, Jessica Fuller 18p (17 reb), Simona Bartkova 14p, Sofie Vincent 7p, Julie Abildgaard 5p, Josefine Vincent 4p, Freja Christensen 2p og Josefine Sørensen 2p,

Kamp 2 i bedst af 3 serien spilles på lørdag kl. 13:30 i Bülowsvejhallen på Frederiksberg.