Nyheder

Ingen overraskelse i Skovlunde

Mellemspillet startede tirsdag med en overraskende sejr til Lemvig over Stevnsgade og onsdag skulle grundspillets nummer 6 BMS Herlev Wolfpack prøve at overraske rækkens nummer 3 gæsterne fra BK Amager.

Amager startede dog som lyn og torden og der var ikke gået 1 minut af kampen før Emilie Fogelstrøm havde scoret sine 2 første 3’ere og Dynn Luaepepe var også kommet godt ind i kampen. Hos hjemmeholdet har spillere lidt svært ved at finde kurven men får kæmpet sig godt op og de 20 point de slutter perioden med er scoret af 6 forskellige spillere. Amager slutter periode foran med 7 point.

2. periode stepper hjemmeholdet lidt op i forsvaret hvor Cecilie Jessen gør et kæmpe stykke arbejde med at kæmpe med Valerie Driscoll under kurven og Thea, Glud og Gudmand skiftes til at prøve at holde Dynn Luaepepe fra kurven. Laura knokler også også med Valerie da Cecilie ryger lidt i fejlproblemer og i angrebet er hun svært at holde for udeholdet. Wolfpack halter stadig lidt efter men kommer helt op på 34-40 før at Cecilie Overgaard lukker halvlegen med 4 point til stillingen 34-44 ved pausen.

Efter pausen kommer Wolfpack ud med mest energi men har stadig sværere ved at få bolden i kurven end gæsterne og efter 5 minutter er stillingen 39-54 til Amager. Efter en timeout til hjemmeholdet kommer alle mand ud og dækker meget mere aggressivt, hvilket resulterer i et flot 8-0 run hvor Glud og Tami begge får stjålet et par bolde i forsvaret og samtidig får Cecilie Jessen indstillet sigtekornet både på lay-up og skud. Perioden slutter med stillingen 49-56 og tilskuerne fra Skovlunde håber på overraskelsen.

Den overraskelse skal Amager ikke være en del af og det er som om de lige har et ekstra gear og kæmper sig til kurven, hvor de bliver fejlet. De er sikre på deres straffe og selv om hjemmeholdet presser på for at få kontakt så kommer de aldrig tættere på end de 9 point og ender med at tabe kampen med 65-76.

For udeholdet spiller Dynn Luaepepe igen en flot kamp og scorer 24 point / 12 rebound. Valerie Driscoll er en evig trussel under kurven og ender på 17 point og hele 25 rebounds. Emilie Fogelstrøm 14 hvor af de 11 var i 1. periode.

For hjemmeholdet spiller Cecilie Jessen sin nok bedste kamp i år og scorer 15 point, Gudmand 12, Thea og Katrine hver 9 samt Caroline Glud 8 og hele 11 rebounds.

Næste kamp for Wolfpack er på lørdag mod Værløse BBK i Søndersøhallen. Begge hold kom i mellemrunden med 0 point og starter med nederlag så en vigtig kamp hvis man skal gøre sig forhåbning om en semifinale. Amager møder Åbyhøj på hjemmebane og de har revanche til gode efter Åbyhøj vandt kampen for 3 uger siden i grundspillet med 1 enkelt point. Kampen spilles på lørdag kl. 17:00 i Amagerhallen