Nyheder

Hørsholm sikre på semifinaler med sejr over Stevnsgade

Hørsholm 79ers kom onsdag aften meget tæt på semifinalerne i Dameligaen med en sejr over Stevnsgade Basketball på hjemmebane. En dominerende første halvleg satte tonen for kampen, der endte med en sejr på 85-60 til hjemmeholdet og det sender Hørsholm i semifinalerne.

Hørsholm skabte sejren i første halvleg, som de forsvarende Danmarksmestre vandt med ikke mindre end 52-25. Det var en tilfreds Hørsholmtræner, der gjorde status efter kampen, især i lyset af at Stevnsgade har tildelt Hørsholm sæsonens eneste to nederlag.

-Vi snakkede om inden kampen at det vigtigste var, at vi viste os selv, at vi ikke behøver være bange for et zonepres og en zone i 40 minutter og at vi tør spille. Det gør vi fantastisk. Vi følger vores gameplan og det vigtigste er, at vi følger den defensive gameplan – og det gør vi 99 procent af tiden.

Fra kampens tredje minut og frem til pausen, stod der Hørsholm på alt. Maria Forsman scorede en tre’er, til 9-6, Marie Louise Blyme et layup og så scorede Ivana Jovanovic sin fjerde, femte og sjette scoring i kampen til 17-10.

Hørsholmmaskinen kørte nu på alle cylindre, både offensivt og defensivt. Bolden fløj rundt i angrebet, hvor alle var en trussel mod kurven, og i forsvaret, var Hørsholmspillerne en flok terriere, mod en flok mere og mere modsøse Stevnsgadespillere.

Den eneste Stevnsgadespiller, der viste vilje til at være med i første halvleg var Mathilde Colding-Poulsen, der var den eneste af gæsterne, der scorede i anden periodes første syv minutter. Samtidig forvandlede Hørsholm 19-13 efter første periode til 43-20, med scoringer fra fem forskellige spillere.

Stevnsgades amerikanske spillere Rebecca Franker og Taylor Gleason bød endeligt ind med et par scoringer hver, men tre Hørsholmscoringer afsluttede halvlegen og hjemmeholdet kunne holde pause foran 52-25.

Der er imidlertid en grund til Stevnsgade har været et af Danmarks bedste hold over de sidste år og det viste de i anden halvleg. Nørrebropigerne var som forvandlede, med stærk kæmpende Rikke Fabricius og Mathilde Colding-Poulsen i spidsen. De to var de eneste Stevnsgadespillere, der scorede i kampens næste 12 minutter og de var kraftigt medvirkende til at reducere Hørsholms føring til 56-37.

Hørsholm tog en timeout og det fik skabt ro på. Der var stadig masser af fight og flot basketball, men Stevnsgade kom ikke tættere på, for Hørsholm blev ved at finde kurven. Der var layups fra Meg Wilson, tre’ere fra Josephine Tullin og Marie Louise Blyme og Ivana Jovanovic fortsatte med at score på vej mod 25 point for kampen.

Sejren endte med at lyde på 85-60, hvilket allerede efter to kampe i mellemgruppen gør Hørsholm semifinaleklar. Hørsholm havde fire point med over fra grundspillet og selv om både SISU eller Stevnsgade kan nå at ende over Hørsholm, kan de ikke begge nå det, da de skal møde hinanden indbyrdes. Ved pointlighed er det slutstillingen fra grundspillet, der afgør stillingen i gruppen.

Hørsholm møder Lemvig Basket på udebane lørdag, mens SISU gæster Hørsholm næste onsdag.