Nyheder

Hørsholm på vinderkurs igen

Hørsholm 79ers kom tilbage på vinderkurs med en 62-57 sejr over Åbyhøj i grundspillets sidste hjemmekamp. Hørsholm kom stort bagud i starten, men kæmpede sig med godt forsvar til en tiltrænge sejr.

Hørsholms anfører sagde efter kampen, at det var en vigtig sejr i forhold til slutspillet, der starter om halvanden uge:

-Det var tiltrængt og det var dejligt og det var præcist sådan, vi gerne vil spille. Kampen betyder ikke noget for os rent stillingsmæssigt, men den betyder noget for selvtilliden. Vi spiller endeligt alle 40 minutter og det er alfa og omega i slutspillet.

Åbyhøj startede kampen klart bedst, med godt angrebsspil, der nettede dem 25 point i kampens første ti minutter. Herefter begyndte det aggressive forsvarsspil, der kendetegnede Hørsholm i efteråret at kigge frem. Anført af Frederikke Mollerup, Emilie Bornemann og Line Piechnik, der kastede sig rundt på gulvet efter alle løse bolde, forvandlede Hørsholm 12-25 til 26-29 ved halvleg.

I anden halvleg var holdene i store perioder helt lige. Hørsholm fortsatte den flotte fight i forsvaret, mens Åbyhøj spillede flot angrebsspil og satte nogle store tre’ere, som holdt dem inde i kampen.

Det var ikke før kampens sidste fem minutter Hørsholm sikrede sig sejren. En godt reboundende Ashley Ezeh tog endnu en rebound og blev fejlet og på de to efterfølgende straffekast bragte hun Hørsholm foran 49-48. Kort efter udlignede Åbyhøjs Julie Høier til 51-51 med en lang tre’er, men det var sidste gang jyderne var med.

Ezeh tog endnu en angrebsrebound, som hun forvandlede til to point og Maria Forsman Pedersen satte derefter tre point til 57-53 og resten af vejen var Hørsholms føring på mellem fire og syv point. Line Peicknik cementerede sejren med et straffekast til 62-55 med 12 sekunder igen og så betød det ikke noget at Bianca Christiansen reducerede til kampresultatet 62-57 med to sekunder igen.

Hørsholm spiller sæsonens sidste grundspilskamp lørdag 27. februar på udebane i Stevnsgade, mens Åbyhøj skal en tur til Virum.

Hørsholm ender helt sikkert på femtepladsen, men modstanderen i kvartfinalen er ikke fundet endnu. Det bliver den næste lørdag når BK Amager tager imod Lemvig. Taberen af den kamp spiller mod Hørsholm mens vinderen får SISU eller Åbyhøj.