Nyheder

Hørsholm kun en sejr fra finalerne

Med en hjemmebanesejr på 75-70 er Hørsholm 79ers nu snublende tæt på at sikre sig den første finaleplads siden 2010. Med endnu en dominerende defensiv præstation tog 79ers en 2-1 føring og har nu to chancer for at sikre sig den ene sejr, der vil betyde en finaleplads.

Gennem 32 minutter spillede Hørsholm forsvar på lige så højt niveau som i onsdagens udebanesejr i Lemvig, men i de sidste otte minutter forvandlede Lemvig 62-47 til en spændende kamp. Det var Lemvigs superstjerne Natalie Day, der næsten på ene hånd trak gæsterne tilbage i kampen. Amerikaneren havde 15 point i fjerde periode – uden at misse et eneste skud.

Lemvigs comeback startede med at Emily White og Joanna Miller hver scorede, men derefter stod der Day på det hele. Først ramte hun et layup, hvor hun blev fejlet samtidig og bagefter scorede sikkert på sit straffekast, efterfulgt at endnu to straffekast og så stod der pludselig 64-59.

79ers så lidt rystede, men nu fulgte en af kampens nøglesituationer. Den næste gang nede i den anden ende missede Hørsholm to skud, men sikrede sig begge gange angrebsrebounden og Joy Burke kunne bringe lidt ro på ved at score et layup.

På det efterfølgende angreb begik Lemvigs Emily White angrebsfejl og i Hørsholms næste angreb gentog situationen fra lige før sig. Amalie Bonde og Joy Burke opfangede returbolde og Burke kunne bringe Hørsholm foran 68-59 på et layup til sidst.

Lemvig tog nu en timeout med 2:30 igen og ud af timeouten scorede Natalie Day et helt fantastisk skud, ude af balance, med to Hørsholmspillere helt oppe i hovedet. Det hjalp dog ikke rigtigt, for i den anden ende scorede Maja Gerlyng et skud, der nærmest var nøjagtigt magen til, til 70-61.

Holdene gik nu ind i det sidste minut og nede med ni begyndte Lemvig at fejle for at stoppe tiden og sende Hørsholm på straffelinjen i håb om at de ville misse. Hørsholm ramte fem af otte straffekast i det sidste minut og det var nok til at lukke kampen på trods af Days syv point de sidste 45 sekunder og hjemmeholdet kunne tage en vigtig 75-70 sejr og en masse selvtillid med videre til kamp fire onsdag i Lemvig.

Kampens bedste spiller var Natalie Day med ikke mindre end 36 point og 17 rebounds, men Hørsholms Joy Burke udmærkede sig også med 15 point og 17 rebounds, heraf syv i den offensive ende. Den store amerikaner mente dog efter kampen at det var en holdindsats, der sikrede sejren:

-Det hele handlede om teamwork og toughness. Vi holdt sammen som et hold og tog store skud og store rebounds og dem, der kom ind fra bænken spillede vildt hårdt.

Hørsholms anden udenlandske spiller, Serbiske Ivana Jovanovic var af helt samme opfattelse:

-Vi holder Lemvig i forsvaret fordi vi spiller godt forsvar og kæmper helt vildt. Vi kaster os efter hver bold og får derfor lidt flere bolde end i nogle af de andre kampe, vi har spillet.

Med sejren er Hørsholm foran 2-1 i kampe, med op til to kampe resterende i serien. Næste kamp spilles onsdag i Lemvig og en eventuel femte kamp spilles onsdag 8. april i Hørsholm Hallen.

Vinderen af serien spiller finaler mod vinderen af den anden semifinaleserie, hvor BK Amager i dag reducerede til 1-2 i kampe mod SISU efter en hjemmesejr på hele 73-52.