Nyheder

Hørsholm erobrede matchbolden i DM-finalerne

Med en dominerende forsvarsindsats sikrede Hørsholm 79ers sig to matchbolde i DM-finalerne i damebasket med en 69-58 sejr over SISU på hjemmebane foran 425 tilskuere. Hørsholm er nu foran 2-1 i kampe og kan sikre sig mesterskabet med en sejr søndag på udebane i Kildeskovshallen.

Hørsholmtræner Roberto Velosa gav hele æren for sejren til forsvaret:

-Vi er simpelthen så solide i forsvaret fordi vi hele tiden bakker hinanden op. Vi spiller mod to af de bedste angrebsspillere i ligaen i Kiki Lund og Camilla Blands og nu har vi i tredje kamp i træk formået at holde den duo under deres sæsongennemsnit. Samtidig gik Amalie Bonde ind og gjorde det rigtigt godt mod Mathilde Colding-Poulsen, der kun scorede fire point, selv om hun ellers har været SISUs X-faktor.

Som i Hørsholms øvrige sejre i denne sæson, var det da også forsvaret, der var katalysatoren for Hørsholm. De to hold fulgtes pænt ad de første 15 minutter af kampen, med Hørsholm foran 29-24, primært på rigtigt godt spil af Ivana Jovanovic. Så fik 79ers’ Joy Burke imidlertid sin tredje fejl og måtte en tur på bænken. Normalt bliver Hørsholms forsvar lidt dårligere når den 195 centimeter store amerikaner sidder på bænken, men på denne aften lukkede nordsjællænderne i stedet helt af for SISU.

Over de næste otte minutter i anden og tredje periode holdt 79ers de forsvarende danske mestre fra SISU pointløse gennem en koncentreret og intensiv forsvarsindsats. Line Peichnik og Maja Gerlyng fik lagt godt pres på SISUs stjerner, Kiki Lund og Camilla Blands, og de øvrige spillere hjalp godt, når det var nødvendigt.

Samtidig fortsatte Hørsholm med at score. Først satte Amalie Bonde et skud fra hjørnet, hvorefter Line Piechnik løb et layup i til 33-24, hvilket fik SISU-træner Thomas Ginnerup til at reagere med en timeout. Det hjalp dog ikke meget, for i næste Hørsholmangreb ramte Maja Gerlyng et tre-points skud og da uret ramte nul for første halvleg var Hørsholm foran 39-24.

Det gode forsvarsspil fortsatte i tredje periode, hvor der skulle gå næsten fire minutter før SISU kom på tavlen med et skud fra Kiki Lund. Kort efter ramte Lund en tre’er og Julie Kongeskov fulgte op med en nu to point og pludselig var der mærkbar nervøsitet blandt tilskuerne i hallen. Nervøsiteten forplantede sig dog ikke til banen, hvor Maja Gerlyng satte sin anden tre’er bragte ro på tropperne.

Indtil slutningen af fjerde periode sag Hørsholm sikkert på kampen. Forspringet svingede mellem 13 og 17 point og med fem minutter igen og bagud med 64-47 tog Thomas Ginnerup konsekvensen og satte SISUs bedste spiller, Kiki Lund på bænken for at spare hende til kamp fire. Det blev imidlertid katalysatoren til et lille SISU-comeback.

Med Lund ude så Hørsholm ud til at tro, at sejren var sikret og de slappede af i begge ender og over de næste tre minutter fandt hjemmeholdet kun rusen en enkelt gang, mens SISU, efter blandt andet fire point fra Camilla Blands, pludselig bragte sig indenfor skuddistance af sejren. Bagud med kun 66-55 og med 1:20 igen kom Lund således tilbage på banen og ramte straks tre point til 66-58, så spændingen for alvor var tilbage i kampen.

Hørsholm smed promte bolden væk og med et minut igen havde SISU alle chancer for et utroligt comeback, men Hørsohlmanfører Line Piechnik ville det anderledes. Hun stjal bolden fra Kiki Lund midt i et skud, og da SISU med 23 sekunder igen fejlede for at stoppe tiden, satte Amalie Bonde to sikre straffekast til 68-58 og sikrede reelt sejren, der blev fuldendt med et enkelt straffekast fra Joy Burke til 69-58.

Nu er Hørsholm oppe 2-1 i kampe og med en sejr på søndag i SISU kan 79ers vinde sit første mesterskab siden 2010 og sit syvende siden årtusindskiftet. SISU er dog vindere af de sidste fire guldmedaljer og det er et hold, der vil forsvare hjemmebanen med alt, de har lært. Vinder SISU søndag vil det hele blive afgjort i Hørsholm Hallen onsdag 29. april.