Nyheder

Hørsholm-amerikaner forlænger med et år

Efter nederlaget i en forrygende finaleserie var Hørsholms damehold samlet i klublokalet med familie og frivillige. Selv om der var skuffede miner, endte dagen alligevel med et smil og et bifald, da klubdirektør Peter Damm kunne annoncere, at den amerikanske stjerne Maryah Sydnor netop havde underskrevet en kontraktforlængelse for 2017-18.

Amerikaneren har haft en forrygende første sæson i Danmark, hvor hun har været stærkt medvirkende til at føre et ungt hold, få havde regnet med, til finalerne og en enkelt scoring fra mesterskabet.

-Der er rigtigt mange grunde til at jeg gerne ville vende tilbage til Hørsholm næste sæson. Jeg elsker at spille med det her hold, jeg elsker de folk, der er omkring klubben og det har bare været en god sæson for mig. På mange måder har det fået mig til at blive forelsket i basketballsporten igen. Samtidig er der en motivationsfaktor i at ville gøre det bare en lille smule bedre næste år.

Sydnor scorede i sin første sæson i Danmark 16 point pr. kamp og krydrede det med ni rebounds. I slutspillet viste hun også, at hun er blevet en trussel på distancen, med en scoringsprocent på 38 på tre-pointere.

Hørsholmdirektør Peter Damm fortæller, at Sydnors mentalitet og personlighed var afgørende for at klubben satte alt ind for at forlænge kontrakten:

-Maryah er en skøn person, som passer til vores klub. Hun har hjulpet til som frivillig ungdomstræner og har knyttet stærke bånd til sine holdkammerater og det har været afgørende for, at holdet har fungeret så godt. Samtidig er hun rigtigt dygtig som spiller, så vi skulle ikke engang tænke os om, inden vi tilbød hende forlængelse.

Sydnor rejser tilbage til USA med udgangen af april og vender tilbage til sæsonopstart i august. 

Foto er leveret af Markus Kluge.