Nyheder

Hørsholm 79ers vinder stort over Værløse BBK

Da Hørsholm 79ers lørdag var værter for et dobbeltarrangement i DL og BL, var det i skyggen af den mulige lukning af klubbens bedste herrehold. Måske som et svar på den kæmpe respons, klubben har fået fra frivillige, tidligere medlemmer og sponsorer på redningsaktionen fra en frivillig gruppe, spillede både damer og herrer med hjertet udenpå trøjen og sendte henholdsvis Værløse BBK og Stevnsgade SuperMen hjem med store nederlag.

Både herrer og damer afgjorde mere eller mindre kampene i første periode. Dameholdet viste meget mere aggressivt spil end i sidste uges nederlag til SISU og mod Værløse kom hjemmeholdet foran 20-0 fra kampens start og først i anden periode var scoren 32-4. Maryah Sydnor havde otte af Hørsholms første 13 point, men herfra var det hele holdet, der var farlige.

Med den start var kampen mere eller mindre afgjort, selv om Værløse fortsatte med at kæmpe flot hele vejen igennem. Hørsholm fortsatte til gengæld også med at lægge pres på og når ligaens førerhold er i det humør, er der ikke meget, der kan stoppe dem og føringen blev støt udbygget til 68-25 midt i tredje periode og 79-34 et par minutter inde i fjerde.

Sidst i kampen slap kræfterne op for Værløse og Hørsholm vandt de sidste tre minutter 17-3 og tog en sikker sejr på 98-45.

Efter kampen mente guard Sara Forsman Pedersen, at kampen var en reaktion på sidste uges nederlag:

-Det var en mindre god kamp sidste gang, så vi skulle bare ud og blive klar til playoffs og give den fuld smadder. Vi skal bare ikke slappe af nu her!