Nyheder

Hørsholm 79ers vinder over SISU

Lørdag eftermiddag tog Hørsholm 79ers sejren i Kystbaneopgøret i Dameligaen i basketball, da de slog SISU 74-60 foran 180 tilskuere.

På trods af at det endte med en 14 points sejr til Hørsholm, var kampen tæt helt indtil de sidste minutter.

Det var dominerende præstationer fra SISUs to amerikanske profiler Ciara Andrews og Jazmine Redmon, der holdt kampen tæt med henholdsvis 20 og 19 point. Redmon havde 16 point i første halvleg og Andrews havde ni point i sidste periode, hvoraf de sidste to bragte SISU indenfor syv point med halvandet minut tilbage, 67-60.

Kun 20 sekunder senere ramte Hørsholms største profil, Maryah Sydnor, sine 19. og 20. point i kampen på et layup. SISU havde to chancer i det næste angreb, men både Ciara Andrew og Sille Balling missede. Hørsholms anfører Line Piechnik afgjorde så kampen med en tre-points scoring fra højre hjørne til 72-60. Piechnik fik endda mulighed for at udbygge sejren med kun sekunder igen, da Ivana Jovanovic stjal bolden og afleverede frem til anføreren, der sikkert scorede til slutresultatet 74-60.

I pausen snakkede Hørsholm om at stoppe Jazmine Redmon, sagde træner Jeser Krone efter kampen:

-Vi snakkede om at sørge for, at hun ikke kom ind i feltet og hun scorede da også kun tre point i anden halvleg. Det er jeg tilfreds med og jeg er egentligt godt tilfreds, selv om der altid er detaljer, vi kan gøre bedre. Eksempelvis får vi ikke reboundet godt nok i første halvleg og vi slår lidt op i banen, da i kommer foran i anden halvleg. Men overall en god performance.

Med sejren bevarer Hørsholm andenpladsen i Dameligaen, efter ubesejrede Virum, der tog en smal udebanesejr over bundholdet Åbyhøj på 55-63. Dameligaens tredje kamp lørdag blev aflyst, da Lemvig var involveret i et færdselsuheld på vej til Amager.