Nyheder

Hørsholm 79ers vinder over Lemvig Basket

Der var lagt op til et spændende opgør i Fire Arena lørdag eftermiddag, da 79ers damer havde besøg fra Vestjylland, men spændingen udeblev, og Hørsholm vandt i forholdsvis sikker stil med 74-63 (20-9, 12-19, 32-21, 10-14).

De to mandskabers bredde blev udslagsgivende, og her viste værterne klart den største bredde. Af Hørsholms 74 point stod starterne for 35, mens bænken leverede 39 point. Anderledes skævt fordelt var det på Lemvig-mandskabet, hvor starterne scorede 50 point, mens bænken kun supplerede med 13. 

Til dagens spillerpræsentation havde HBBK´s  drenge årgang 2006 fået lov til at løbe på banen sammen med 79ers-spillerne, og det var en flok stolte drenge, der iført flot spilletøj stillede op sammen med de to hold.

79ers og Lemvig fulgtes ad i kampens indledning, men halvvejs gennem første periode trak Hørsholm fra og gik fra stillingen 7-6 til en føring på 20-9 efter de første 10 minutter.

I anden periode kom Lemvig tilbage i kampen igen og scorede otte point i træk inden 79ers fandt vej til kurven. Ved stillingen 22-19 rykkede Hørsholm atter fra gæsterne, og kom foran 29-19 på blandt andet fem point af Maja Gerlyng. Herefter var det Lemvigs tur til at få et lille run, og de to mandskaber kunne gå til pause ved stillingen 32-28 til 79ers.

I de sidste mange kampe har 79ers rykket afgørende fra modstanderne i tredje periode, og lørdag var ingen undtagelse. Midt i perioden var Hørsholm foran med 54-41, og denne føring blev yderligere udbygget, inden Lemvig reducerede til stillingen 64-49 ved periodens udløb. Hørsholms Caroline Gilling var i denne fase af kampen brændvarm og sænkede tre trepointskud i træk. 

Spændingen forsvandt ud af kampen i fjerde periode, hvor 79ers fastholdt en konstant føring på over 10 point. Det hele sluttede med en sikker værtssejr på 74-63, og set med 79ers-briller en god optakt til onsdagens pokalsemifinale mod netop Lemvig.

Med den ottende sejr i træk holder 79ers nu trit med BK Amager  på andenpladsen og er inden for overskuelig afstand af førerholdet Sisu. Hørsholm fik samtidig skabt lidt luft til både Stevnsgade og Lemvig, der nu begge er fire point efter 79ers.

Hørsholm og Lemvig krydser klinger igen allerede onsdag den 4. december klokken 19.00 i Fire Arena, når bolden bliver givet op til semifinalen i sæsonens pokalturnering.

For 79ers scorede Caroline Gilling 19, Emilie Schirmer 18, Ivana Jovanovic 17, Maja Gerlyng 12, Anemone Scheel 4, Frederikke Mollerup 2 og Line Piechnik 2 point.

For Lemvig scorede Emilie Hatch 22, Ivana Udovalieva 11, Raven Berry 9,  Tina Nesse 6, Helle Kristiansen 6, Rikke Andersen 5, Grace Gardner 2, Okako Adika 2 point.