Nyheder

Hørsholm 79ers varmer op til pokalfinale med storsejr over Værløse BBK

Hørsholm 79ers forsøgte at holde øjet på lørdagens kamp mod Værløse BBK, selv om der venter en pokalfinale om en uge, og den opgave løste de med bravour.

Sejren blev på hele 83-49 og det må betegnes som en god opvarmning til pokalfinalen mod SISU i Horsens.

Hørsholmguard Gritt Ryder var tilfreds med præstationen og så kampen som den perfekte opladning til pokalfinalen:

-Det var en super optakt til pokalfinalen, sagde Ryder efter kampen. Der var flere af os, der ramte nogle skud, vi ikke har fået ram på de sidste par kampe, så det var vigtigt for at tanke noget selvtillid. Vi viste også god gejst og der kom spillere ind fra bænken og gjorde det godt, så det var perfekt.

Hørsholm startede kampen som lyn og torden og skabte sig de første otte minutter en føring på 20-5, blandt andet efter fem point fra Ryder. Hørsholm stod som vanligt stærkt i forsvaret og lagde godt pres på gæsterne fra Værløse.

De unge Værløse-spillere lagde sig dog ikke ned, men kæmpede sig i løbet af anden periode tilbage på 24-17 efter tre scoringer af Paige Cashin. Det var imidlertid sidste gang kampen var rimeligt tæt, for Hørsholm vandt de sidste seks minutter af anden periode 24-4 og gik til pause foran 46-21.

Anden halvleg blev en formssag og selv om Værløse gjorde en god figur og kæmpede bravt, udbyggede Hørsholm føringen til 78-40 sidst i kampen, inden Værløse pyntede lidt på scoren til slutresultatet 83-49.

Med Værløsekampen vel overstået kan Hørsholm se frem mod pokalfinalen mod SISU, der fredag aften tabte i dobbelt overtid til Stevnsgade Basketball. SISU havde ellers været inde i en god stime, med fire sejre i fire kampe.

Hørsholmtræner Jesper Krone havde brugt ugen op til Værløsekampen på at pointere, at man kun tager en kamp ad gangen:

-Jeg er tilfreds med indstillingen og den måde, vi håndterer kampen mod Værløse på. Det var ikke altid lige kønt, men det var effektivt. Vi har prøvet at holde fokus på det, vi gør nu og den kamp, vi skulle spille i dag og det synes jeg, vi lykkes med. Vi kommer med god energi og det er det, jeg fokuserer på, men nu kan vi tænke fremad til på lørdag. Det har nok ikke kunnet undgås, at kampen næste uge har ligget lidt i baghovedet i dag, for det er en stor og vigtig kamp for både os og SISU.

Med sejren er Hørsholm stadig suverænt i spidsen for Dameligaen med 26 point for 13 kampe og 10 point ned til Stevnsgade på andenpladsen.

Pokalfinalen spilles i Forum Horsens lørdag 27. januar kl. 15:00 – og den kan desuden ses på TV2 Sport.