Nyheder

Hørsholm 79ers stadig ubesejret i DL

Hørsholm 79ers trak tidligt i fra Lemvig i hjemmekampen på Lyserød Lørdag og sejren kom ikke siden i fare.

Udenfor banen, blev der samlet næsten 10.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelses Lyserøde Lørdag blandt de lige under 700 tilskuere til kampene i Dameligaen og Basketligaen.

Lemvig så ud til at have den lange bustur siddende i benene i første periode, for Hørsholm kom foran 20-2 efter de første syv minutter og den føring blev udbygget til 38-10 13 minutter inde i kampen, der her reelt var afgjort. På det tidspunkt havde Hørsholm-anfører Line Piechnik allerede scoret fire tre-pointere, hvilket var stærkt medvirkende til at skabe den store føring.

I resten af kampen jagtede Lemvig comeback’et, men det kom aldrig rigtig. Hver gang Lemvig kom tættere på, skinnede Hørsholms store rutine igennem og spillere som Gritt Ryder, Line Piechnik, Maryah Sydnor eller Ivana Jovanovic scorede og fik bragt ro på.

Det tætteste Lemvig kom på var 12 point med otte minutter igen, da Louisa Murphy reducerede til 64-52, men straks efter satte Line Piechnik en tre’er og Ivana Jovanovic to point og så var kampen lukket igen. De sidste minutter blev uden mange scoringer og Hørsholm tog sejren 73-56.

Hørshoms topscorere blev Ivana Jovanovic med 16 og Line Piechnik med 15, mens Maryah Sydnor havde en såkaldt Double Double 12 point og ikke mindre end 15 rebounds. For Lemvig havde Louisa Murphy 21 point og Deanna Mazy 13.

Sejren bringer Hørsholm i top af ligaen, med to sejre og et nederlag, mens Lemvig stadig må jagte den første sejr. Begge hold er i aktion igen onsdag, hvor Lemvig besøger Værløse, mens Hørsholm rejser ned af Strandvejen til SISU fra Gentofte.

Foto er leveret af Markus Kluge.