Nyheder

Hørsholm 79ers slår topholdet

Den frække nye pige i klassen i Dameligaen i basketball er Virum Go Dream, der, med støtte fra blandt andet Flemming Østergaards sponsorkontakter, ligner en seriøs udfordrer til titlen, selv om de har status af oprykkere.

Der kom imidlertid grus i maskinen lørdag eftermiddag i lokalopgøret i Hørsholm. Hørsholm 79ers, der er forsvarende mestre, men har mistet en række profiler siden sidste sæson, tog en fortjent 69-62 sejr i en kamp, der var god reklame for sporten.

Hørsholmtræner Pepe Vázquez var da også godt tilfreds med præstationen: -Jeg er rigtigt glad for at kunne give vore fans en sejr i den første kamp i den ombyggede hal og vi gjorde det på den rigtige måde. Vi vidste at det var nødvendigt med et højt tempo i forsvaret, hvis vi skulle kunne slå Virum. Vi endte med at kontrollere kampens tempo rigtigt godt og det var her pigerne var allerbedst.

Virum var foran 4-0 i de første minutter, men det var også eneste gang i kampen oprykkerne havde føringen. Hørsholms forsvar var meget aktivt og aggressivt kampen igennem og det gav Virum problemer. Flere gange scorede Hørsholm 2-3 gange i træk, fordi Virum simpelthen smed bolden lige i hænderne på en Hørsholmspiller, der var et uventet sted.

På den anden side gav det også problemer for Hørsholm. Især i første halvleg førte den aggressive spillestil til mange fejl. Gang på gang fik Hørsholmspillerne mere ram på Virumspillernes arme end på bolden og ved pausen havde Hørsholm begået 16 fejl mod Virums otte. Det gjorde, at flere af hjemmeholdets spillere kom i fejlproblemer i løbet af anden halvleg, men bredden på Hørsholms hold gjorde, at Virum ikke formåede at udnytte det.

Hørsholm havde 11 spillere, der scorede imens Virum fok alle udover fire point fra kvintetten Pauline Laustsen, Valerie Driscoll, Melissa Gilkey og Nikoline Østergård. Det er en naturlig udvikling for et Hørsholmhold, der har mistet nogle rigtigt store offensive profiler. Holdet har svært ved at finde lette scoringer, fordi alt skal komme fra holdspil, men når alle bidrager og forsvaret fungerer, ser det nogle gange ud som en fordel.

Gennem hele anden halvleg holdt Hørsholm fast i føringen. Når profiler som Frederikke Mollerup, Ivana Jovanovic og Marie-Louise Blyme måtte sidde på bænken med fejlproblemer, dukkede spillere som Sara Forsman Pedersen, Nathalie Toft og Josephine Tullin frem som trold af æsken og scorede og tog rebounds i stedet.

Hørsholm endte derfor med at holde føringen kampen ud. Enkelte gange var Virum tæt på, som ved 40-37 midt i tredje periode, men Hørsholm trak hver gang fra og kampen var reelt afgjort med tre minutter igen, da Hørsholm kom foran 69-55. Selv om Virum fik pyntet på resultatet og reducere til 69-62 da hornet lød, var Hørsholms sejr aldrig i fare.

Hørsholm skal igen i aktion på næste lørdag i Lemvig, hvor endnu et tophold venter. Lemvig Basket er også Virums næste modstander, onsdag 28. oktober i Virum.

Topscorere:

Hørsholm: Line Piechnik 14, Sara Forsman Pedersen 11, Frederikke Mollerup 9 point

Virum GO DREAM: Melissa Catherine Gilkey 18, Nikoline Oestergaard 18, Valerie Driscol 12 point