Nyheder

Hørsholm 79ers slår SISU i rodet kamp

Da Hørsholm 79ers lørdag eftermiddag tog imod SISUs forsvarende mestre i Damebasketball blev det en tæt kamp, der blev afgjort af Hørsholms større bredde. Hørsholm var foran hele kampen og endte med at vinde 56-41, men kampen var tættere end scoren antyder.

Det var da også en tilfreds Hørsholmtræner Roberto Velosa, der dog efter kampen mente at hans hold kun spillede godt i den ene ende:

-Det var en dårlig kamp, men vi fik to point med herfra, og det er positivt. Vi holder SISU til 41 point, så jeg er enormt tilfreds med forsvaret, men vi skal altså hjem og træne angreb. De spiller zoneforsvar i 40 minutter og vi får simpelthen aldrig løst det på en god måde.

Hørsholm startede kampen med højt pres over hele banen, men mod SISUs rutinerede hold, anført af Kiki Lund, gav det ikke umiddelbart bonus. Holdene fulgtes af hele vejen, da ingen af holdene var foran med mere end to point indtil Line Piechnik fem sekunder før pausen satte et layup, der bragte hjemmeholdet foran 16-13.

Da Hørsholm først havde taget føringen, gav de den ikke fra sig igen, men skabte på den anden side heller aldrig et afgørende forspring. Med 195 centimeter høje Joy Burke  som ankerkvinde i Hørsholms forsvar havde SISU overordentligt svært ved at finde kurven. Ved pausen havde gæsterne kun scoret 24 point, men hjemmeholdet havde det ikke meget lettere.

Hørsholm havde overordentligt svært ved at finde kurven, og de ramte kun en enkelt af 11 tre-pointsforsøg inden pausen. Med Iben Soltau, Ivana Jovanovic og Joy Burke havde værterne dog en kæmpe reboundfordel, som blev brugt til at få både tre og fire chancer i angrebet, og det var da også grunden til at Hørsholm kunne tage en fem point føring, 29-24 med ind til pausen.

SISU har store skadesproblemer og kunne kun stille med syv spillere til dagens kamp og det kunne ses i anden halvleg. Hørsholms presspil begyndte at give pote, idet SISU begyndte at smide bolden væk og Hørsholm derfor fik frie layups i den anden ende. Det blev aldrig til en stor føring, men i løbet af perioden byggede Hørsholm alligevel en 10 points fordel i sidste minut, 38-28.


I fjerde periode var intet dog afgjort. Camilla Blands scorede et par straffekast og et minut inde i perioden var SISU pludseligt indenfor seks point, 38-32. Hørsholm var dog ikke for alvor rystet. Anne Deleuran scorede et hopskud i næste angreb, efterfulgt af fem point fra Ivana Jovanovic og Joy Burke og lynhurtigt var forspringet oppe over 10 igen med seks minutter igen.

SISU har dog ikke vundet seks Danmarksmesterskaber i træk for ingenting og de gav aldrig op. Der blev skruet op for gæsternes forsvar, der blev mere fysisk og langsomt blev føringen på 45-32 spist op af godt angrebsspil med scoringer fra fem forskellige spillere. I den anden ende havde Hørsholm svært ved at finde kurven på trods af frie skud. med under fire minutter igen var SISU så tæt på som 45-41, men et par turnovers samt Hørsholmscoringer i tre angreb i træk fra Anne Deleuran, Frederikke Mollerup og Ivana Jovanovic afgjorde kampen indenfor 52 sekunder.

I de sidste to minutter kæmpede SISU hårdt for at komme tilbage, men Hørsholmføringen var for stor og det endte med en sejr til 79ers på 54-41.