Nyheder

Hørsholm 79ers generobrede hjemmebanefordelen i finale 2

Hørsholm udlignede til 1–1 i kampe ved at vinde tirsdagens finale 2 med 80–75 over SISU.

Allerede fra kampens start viste Hørsholm, at man kan leve af sine tre’ere. Line Piechnik gav sit hold en god start ved at score Hørsholms første 8 point med bl.a. 2 tre’ere. Til forskel fra finale 1 var SISU dog med fra start og holdt fast til en hurtig føring på 15–8 på scoringer af samtlige 5 startere.

Så meldte Hørsholms Joy Burke sig ind i kampen med 6 point på stribe, mens Line Piechnik fortsatte med endnu en tre’er. Længere hang Hørsholm ikke med i første periode, og med 10 point af Camilla Blands og 10 point af Kiki Lund, heraf 2 tre’ere, stod det 30–23 ved periodepausen.

Flot og energisk basket af begge hold, men man kunne allerede ane, at Hørsholm kom lidt for let til såvel tre’ere – de satte 13 i alt – og alt for mange angrebsrebounds – de tog hele 19 i kampen. SISU havde 19 forsvarsrebounds i hele kampen.

Anden periode blev indledt med endnu en tre’er af Kiki Lund til 33–23, som midt i perioden blev til 38–28. To gode time-outs af Roberto Velosa satte tilsyneladende gang i Hørsholm, der med hårdt, kontant forsvar vandt de sidste 5 minutter af perioden 11–3, så stillingen ved halvleg var 41–39 til SISU.

I tredje periode fortsatte Hørsholm takterne fra anden periodes afslutning og kom langsomt foran 53–49 bl.a. på 3 tre’ere. SISU tog time-out og fik vendt udviklingen og med et lille 7–0 run, bragte de sig foran 56–53. Så kom Hørsholm lidt tilbage og stillingen bølgede lidt frem og tilbage, indtil perioden sluttede ved 62–60 til Hørsholm.

I fjerde periode viste Hørsholm sig dog for stærke og holdt sig konstant foran. På et tidspunkt med hele 9 point ved stillingen 75–66 med 2–3 minutter tilbage, og kampen syntes afgjort. Og alligevel? SISU kom lidt tilbage, var inden for 5 point, var i sidste minut inden for 3 point ved stillingen 75–78. Kampen endte med stensikre 4 straffekast fra Maja Gerlyng og 5 lige så sikre fra Camilla Blands og Kiki Lund.

Knap 300 tilskuere havde en fest i Kildeskovshallen, og var et særdeles medlevende publikum. Tak til dem – og kom gerne igen.

Næste kamp mellem de to hold er onsdag, den 22. april kl. 19:00 i Hørsholmhallen.

Den afgørende forskel i kampen var angrebsrebounds og tre’ere. SISUs trepointsprocent var 50 mod Hørsholms 43, men hvad gør det, når Hørsholm bl.a. på grund af de mange angrebsrebounds kunne få sendt hele 30 stykke afsted mod SISUs 14?