Nyheder

Hørsholm 79ers frafalder protest

I fredagens kamp i DL nedlagde Hørsholm 79ers protest mod resultatet kampen mod Virum GO Dream.

Klubben ville med protesten have tid til at undersøge, om det var inden for reglerne, at Virums Kyani White kunne nå at gribe bolden, lande og sende et skud afsted, indenfor de resterende 0,4 sekunder af kampen. Hørsholm har valgt at frafalde protesten.

I situationen var Hørsholm foran med et enkelt point, 65-64, og Virum havde bolden under Hørsholms kurv med 0,4 sekunder på uret. Kyani White modtog bolden, svævede i luften, landede og skød bolden. Hornet for tidens udløb lød først, da bolden var i luften.

Hørsholm 79ers har analyseret video af episoden. Videoen viser, at White holdt bolden i 0.55 sekunder inden hun slap den i skudet, men alligevel frafalder klubben protesten.

Hørsholm frafalder protesten af tre grunde.

For det første har klubben nærlæst fortolkningen af de regler, der eksisterer på området. Fredag aften var der modstridende meldinger om hvor lang tid, der officielt skal til for at en spiller har tid til at gribe bolden og skyde. Ifølge det internationale forbund FIBAs regelfortolkning, er det 0,3 sekunder, der er skæringspunktet. Med 0,3 sekunder eller derunder igen, er det dommerens ansvar at vurdere, om der er tid nok til at skyde. Med 0,2 sekunder eller derunder resterende, er der kun tid til at tippe bolden i luften. De regler finder altså ikke anvendelse her og det ville klubben være helt sikker på var tilfældet.

Dernæst anvendes der ifølge det internationale basketballforbunds regler ikke videobevis i sådanne sager, så muligheden for at bevise, at der gik for lang tid, er ikke eksisterende.

For det tredje er der tale om en fejlmargin, der er udenfor den mulige menneskelige reaktionstid. Haluret viser 0,4 sekunder mellem 0,49 og 0,40 sekunder tilbage. Ifølge videoanalysen holdt White bolden i 0,55 sekunder. Derved er fejlmarginen altså 0,06 sekunder, hvilket klubben finder indenfor den margin, hvor den menneskelige reaktionsevne hos dommerbord og dommere ikke kan være hurtigere. Samtidig er det også indenfor fejlmarginen på videoudstyret.

Hørsholm 79ers ønsker Virum tillykke med sejren i en af de flotteste og mest spændende basketballkampe i Hørsholmhallen i flere år.

Situationen kan ses her.