Nyheder

Hørsholm 79ers er klar til DM-finalerne

Med en sikker 80-53 sejr i kvartfinale 3 over BK Amager har 79ers kvalificeret sig til DM-finalerne i basketball.

Hørsholm var foran fra første minut og holdt fra midten af anden periode en stor føring, der aldrig kom i fare. Det er første gang siden mesterskabet i 2015, at Hørsholm spiller DM-finaler.

Hørsholms forvar var for tredje kamp i træk på stikkerne helt fra starten. Samtidig fandt Hørsholm-spillerne kurven med lethed og efter to minutter var hjemmeholdet foran 9-0. Amager slog igen og kom så tæt på som 13-10 sidst i første periode, efter scoringer fra Kelly Hardeman, men det var sidste gang Amager rigtigt var med i kampen.

Hørsholm vandt de næste seks minutter 16-2 med storspil af Hørsholms tre insidespillere Ivana Jovanovic, Maryah Sydnor og Sandra Lind, der til sammen stod for 14 af de 16 point. Den sekvens bragte hjemmeholdet foran 29-12 og det afgjorde reelt kampen. Fra slutningen af anden periode kom Amager aldrig tættere på end 19 point bagud.

Hørsholm-træner Jesper Krone fremhævede forsvaret som det afgørende i kampen.

-Der er ikke én eneste gang, vi er i forsvar, hvor vi ikke gør det så godt, vi kan, sagde træneren efter kampen. Det er beundringsværdigt for mig som træner at se. Vi holder et super godt angrebshold til 53 point, hvor der bare bliver løbet frem og tilbage de sidste fem minutter. De havde 22 ved pausen, så det er bedre end jeg turde håbe på, for hvis Amager-spillerne får hul på bylden, kan de score rigtigt hurtigt. Jeg troede kampen ville blive rigtigt svær, men cadeau til holdet for at følge planen fuldt ud og for at sætte en masse gode skud.

-Nu skal vi bare gøre det i finalerne, tilføjede træneren med et grin.

I hele anden halvleg var Hørsholms forspring på omkring 20 point og Amager truede aldrig rigtigt med at bryde Hørsholmdominansen, især fordi Hørsholm ikke tillod Amagers skytter at blive frie – og når de slap fri, gik bolden ikke i. Gæsterne ramte kun fire af 19 skud på den lange distance i kampen.

I modsætning til Amager, flød Hørsholms angreb flot kampen igennem. Seks spillere scorede over otte point, med Maryah Sydnor som topscorer med 14, og alle 12 spillere kom på banen, da Krone de sidste minutter gav vigtig semifinaleerfaring til holdets unge spillere. Den udfordring klarede de flot, da de udbyggede føringen fra 67-45 til slutresultatet 80-53.

Med sejren er Hørsholm tilbage i finalerne, siden mesterskabet kom i hus i 2015. Modstanderen bliver enten Virum GO Dream eller Stevnsgade SuperWomen, der i øjeblikket spiller den anden semifinaleserie, hvor Virum erforan 2-1. Finalerne afvikles fra 12. april og er bedst-af-fem kampe. 

Foto er leveret af Markus Kluge.