Nyheder

Hørsholm 79ers blev danske mestre i en gyser

I en medrivende finale vandt Hørsholm 79ers DM med en sejr på 75–73 over SISU.

Kampen var en neglebidende affære i de sidste minutter, men ellers en ganske ujævn match præget af turnovers, hvor første og tredje periode tilhørte hjemmeholdet, men anden og fjerde periode så afgjort tilhørte Hørsholm: 26–15, 10–23, 28–17 og 9–20.

Før kampen blev SISU’s Kiki Lund hædret for sin plads på årets hold af ligaens forretningsfører Jesper Johansen. Stort tillykke med den velfortjente plads til Kiki.

Første periode var en lige affære frem til 11–11, hvorefter Kiki Lund, Camilla Blands og Mathilde Colding-Poulsen hver satte 4–5 point til en 26–15 føring efter første periode. Joy Burke og Ivana Jovanovic holdt Hørsholm i gang i starten med 13 af de 15 point.

I anden periode startede Hørsholm med 6 point i streg. Frederikke Mollerup meldte sig ind i kampen og satte i denne periode 9 af sine 16 point. For SISU forsøgte Kailey Colonna med 6 point at holde SISU inde i kampen, og med 4 point af Camilla Blands lykkedes det lige akkurat at holde trit med Hørsholm, der kom foran for første gang i kampen ved stillingen 36–34 i periodens sidste minut.

Tredje periode startede med at være en lige affære, med SISU hængende en smule bagefter. SISU kom igen foran midt i perioden med en 3’er af Camilla Blands, men ellers var det Kiki Lund, der førte an for SISU med 11 af sine i alt 19 point. Ved periodepausen første SISU 64–55, og det lignede, at SISU kunne tage Hørsholm til en femte og afgørende kamp.

Hørsholm ville det imidlertid anderledes og sendte med 9 point i streg en klar besked til SISU. Maja Gerlyng satte med gang i løjerne med 2 sikre scoringer, og SISU havde et par fatale boldtab. SISU fik bragt sig op med 5 point til 70–65, men igen viste Hørsholm viljen med 8 point i streg til stillingen 70–73.

Camilla Blands satte med endnu en 3’er til 73–73 liv i håbet om i det mindste en overtid. Men det var Maja Gerlyngs sikre scoring til 75–73, der beseglede SISU’s skæbne. Scoringen kom efter en reboundsituation i Hørsholms angreb, hvor det altså lykkedes Hørsholm at få angrebsrebounden. Ingen time-outs tilbage, og sidste chance med nogle sekunder tilbage tilfaldt SISU, men det lykkedes Hørsholm i 2 omgange at forhindre scoring, så jublen kunne bryde løs blandt Hørsholms spillere og tilskuere.

Stort tillykke til Hørsholm 79ers efter en flot sæson, der altså kunne krones med pokal og medaljer overrakt af Gentoftes borgmester Hans Toft og Dameligaens forretningsfører Jesper Johansen.

Og tak til SISUs dameligahold for en sæson, der var præget af voldsomme skader, og som i januar startede med en sidsteplads i ligaen, for derefter at indeholde sejre igen, sejre der førte hele vejen frem til finalerne, som endte med fire meget tætte og intense kampe mod Hørsholm.

At kampen egentlig var meget lige fremgår også af statistikken:

Scoringsprocenter: SISU 45%, Hørsholm 47%. Rebounds: SISU 33, Hørsholm 35. Turnovers: SISU 24, Hørsholm 23. Steals: SISU 13, Hørsholm 13. Effektivitet: SISU 71, Hørsholm 72.

For SISU scorede Camilla Blands 24 point (6 rebounds og 4 steals), Kiki Lund 19 point (6 assists), Kailey Colonna 11 point, Mathilde Colding-Poulsen 9 point (5 assists), Julie Kongeskov 6 point og Kelly Keil 4 point.

For Hørsholm scorede Ivana Jovanovic 18 point, Joy Burke 17 point (12 rebounds), Maja Gerlyng og Frederikke Mollerup hver 16 point og Line Piechnik 8 point.

I forbindelse med kampen blev årets hold i Dameligaen også kåret. De 5 spillere som blev stemt ind på årets hold 2014/15 blev:

  • Kiki Lund, SISU
  • Nathalie Day (Lemvig Basket)

  • Catharina Palm Jensen (BK Amager)

  • Ida Tryggedsson Pretzmann (Stevnsgade BBK)

  • Joanna Miller (Lemvig Basket)