Nyheder

Hørsholm 79ers ærer den lange klubhistorie under kamp mod Stevnsgade SuperWomen

Når Hørsholm 79ers onsdag 8. februar løber på banen i Hørsholmhallen til DL-kampen mod Stevnsgade, er det ikke helt en kamp som alle de andre.

Udover et modeshow i samarbejde med DAY Birger et Mikkelsen, Hørsholm Midtpunkt, er der fokus på klubbens lange historie på pige- og damesiden. Alle, der har vundet et dansk mesterskab for klubben gennem den 35-årige historie, er inviteret til kampen, med familie.

Hørsholm 79ers er i øjeblikket i gang med et stort opsporingsarbejde for at finde alle dem, der har vundet DM-guld for den traditionsrige klub. Det er blevet til ikke mindre end 35 mesterskaber gennem tiden, heraf 10 for damerne, og alle vinderne er inviteret i hallen onsdag 8. februar. Det er et stort og på nogle måder uoverskueligt arbejde, som varetages af nogle af klubbens ildsjæle gennem mange år, men skulle man ikke være blevet kontaktet, kan man henvende sig til mester@79ers.dk for at høre mere.

I forbindelse med kampen afsløres mesterskabsbannere for samtlige hold, der har vundet et dansk mesterskab for klubben, fra det første pigehold i 80’erne til det første DM for damer i 90’erne. I basketball er der en tradition med at man hænger et banner op med årstallet for de mestersskaber, klubben har vundet i de voksnes rækker. I Hørsholm tager man nu denne tradition og udvider den til samtlige de 35 mesterskaber, klubben har vundet for piger og damer gennem tiden.

Samtlige vindere inviteres i klubbens sponsorlounge og råbes op i pausen, samtidig med at bannerne afsløres. De to første vindere, for ungdom og seniorer, præsenteres samtidig på banen.

I kampen på banen, er der flere på begge hold, der er blevet danske mestre for Hørsholm. For Stevnsgade er det Maja Gerlyng, der blev mester for Hørsholm tre gange mellem 2005 og 2007, samt ved klubbens seneste mesterskab i 2015. Hørsholm har naturligvis også flere mestre på banen, med anfører Line Piechnik i spidsen med to medaljer, suppleret af en hver til Emilie Borneman, Josephine Tullin, Ivana Jovanovic og Marie-Louise Blyme.

Kampen afvikles onsdag 8. februar kl. 18:30 i Hørsholmhallen.