Nyheder

Hørsholm 79’ers vinder i Skovlundehallen

Lørdag lagde Skovlundehallen gulv til den første dameligakamp i mere end 10 år, da Falcon BMS tog i mod Hørsholm 79’ers – og hele 147 tilskuere havde fundet vej til hallen denne eftermiddag.

I 1. periode følges de to hold pænt ad, dog kommer Hørsholm væsentligt nemmere til deres scoringer.

Falcon BMS har specielt svært ved at holde 195 cm høje amerikanske Joy Burke, som får alt for let spil under kurven.

I begyndelsen af 2. periode begynder Hørsholm at trække fra og der skal gå hele tre minutter før hjemmeholdet får scoret sine første points i perioden. Hørsholm bringer sig på 16-26 inden Falcon BMS tager en timeout, som bliver brugt til at ændre forsvarstaktik. Dette ændrer kortvarigt momentum, således at forspringet reduceres til 5 points, inden Hørsholm trækker fra til pausestillingen 25-38.

I 3. periode bytter de to hold points, alt i mens Hørsholm allerede i starten af 4. periode udvider sit forspring til cirka 20 points. En afstand som gæsterne holder i resten af kampen og slutresultatet bliver på 58-78.

Mest iøjnefaldende spillere for hjemmeholdet var Sarah Sofie Mortensen (22 points) og Elisabeth Brynaa Hansen (17 points). Hos Hørsholm var det især Iben Soltau (14 points), amerikanske Joy Burke (14 points) og serbiske Ivana Jovanovic (12 points) som gjorde sig bemærket.