Nyheder

Hjemmesejr til BK Amager mod godt kæmpende Aabyhøjmandskab

BK Amager satte sig tungt på kampen fra start. Holdet førte 13-0 inden Aabyhøj kom på tavlen, og efter 1. periode var stillingen 33-12. Men Aabyhøj kæmpede sig tilbage i kampen. Ved pausen var hjemmeholdets føring reduceret til 43-33, og små 4 minutter inde i 3. periode var føringen nede på 8 point 47-39, men så overtog BK Amager igen kontrollen, og holdet sikrede sig sejren med 89-67 (33-12, 10-21, 24-13, 22-20).

BK Amager er klar fra første fløjt. Hjemmeholdet får presset gæster til en del turnovers, og i den modsatte ende udnytter holdet effektivt sine chancer. BK Amager vinder perioden med hele 33-12, og det ligner en tidlig afgørelse.


Aabyhøj vil det dog anderledes. Holdet får lukket af i forsvaret og får langsomt kæmpet sig tilbage i kampen. Aabyhøj holder BK Amager på 10 point i perioden, og med pausestillingen 43-33 er kampen igen helt åben.

Aabyhøj er stadig med i indledningen af 3. periode, men kræfterne slipper langsomt op, og BK Amager overtager igen kontrollen. Med et 11-0 run midt i perioden til stillingen 58-39 lukker hjemmeholdet reelt kampen. BK Amager vinder perioden 24-13 og dermed er stillingen 67-47 inden den sidste periode.

Aabyhøj kæmper forgæves for endnu et comeback.  Sidste periode ender lige 22-20, og BK Amager sikrer sig dermed sin 5. sejr på stribe i 2016 med slutresultatet 89-67 (33-12, 10-21, 24-13, 22-20).

Topscorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Portia Durrett 23, Catharina Palm 20, Emilie Fogelstrøm 13, Melanie Elmgreen 10, Cecilie Tvede 9, Emilie Keller 5, Sara Bordin Hansen 4, Ida Klussmann 3, Rikke Andersen 2

Aabyhøj IF: Bianca Morsøe 17, Sophie Kjems-Krognos 14, Enna Pehadzic 13, Julie Høier 8, Camilla Andersen 7, Amalie Carlsen 5, Caroline Wich 3

BK Amagers næste kamp er fredag den 12. februar kl. 18.00, hvor holdet på udebane i Nørrebrohallen møder ligaens tophold Stevnsgade SuperWomen. Aabyhøj spiller igen allerede på tirsdag den 10. februar kl. 19.00, hvor holdet på hjemmebane tager i mod Lemvig Basket.