Nyheder

Hjemmekampsejr til Lemvig

Lemvig Basket spillede lørdag eftermiddag sæsonens første hjemmekamp. Hjemmeholdets modstander var BK Amager, som havde en hård dag foran sig, med to kampe på samme dag. Holdets første stop på dagen var i Lemvig, og derefter skulle de videre til Horsens, hvor de skulle spille deres første pokalkamp.

Lemvig Basket har i år sat et helt nyt hold sammen med mange nye ansigter, og både spillerne selv og tilskuerne glædede sig til årets første hjemmekamp. Selvom Vestjyskbank Arena ikke var fyldt med tilskuere, var der stadigvæk en god stemning i hallen, og der var lagt op til en god og spændende kamp.

Dommerne fløjter kampen i gang, og især Lemvig er klar fra start af. Kaitlyn Mathieu bringer hurtigt Lemvig foran med 6-0, og det giver en masse god energi til holdet, og de spiller sikkert i deres angreb. Lemvigs forsvar er til gengæld knap så godt, og Victoria Waldner får hurtigt 2 fejl i første periode. Amager kæmper hårdt for at komme med i kampen, og de gør alt, hvad de kan, for at stå op imod de høje piger fra Lemvig, men Lemvig vinder første periode 21-13.

I anden periode sker der ikke de store forandringer. Begge hold kæmper meget i forsvaret, hvor ingen af holdene var suveræne i dag. BK Amagers nummer 7, Emilie Fogelstrøm, har Lemvig-holdet svært ved at stoppe. Lemvig holder sin føring, og går på halvleg med en 3’er i sidste sekund fra Medina Dedic, som sætter hjemmeholdet foran med 17 point.

Der er ingen tvivl om, at især forsvaret blev diskuteret i halvlegen i de to holds omklædningsrum, men der sker ikke den store forandring i forsvaret. Især Amager begynder i tredje periode at have svært ved at følge med Lemvig, og Lemvig får mange gode skud og scorer dem. Men selvom, at Lemvig spiller godt i angrebet, laver de mange dumme turnovers, og det scorer Amager mange point på. Tredje periode slutter med stillingen 55-41.

De to hold spiller en god fjerde periode, men Amager kan ikke følge med. De to hold har hver deres forhold. Lemvig har højden og fysikken, mens Amager har hurtigheden og deres gode skud, men det er Lemvig som begrænser Amagers fordele. Lemvig får rigtig mange angrebsrebounds, og det vinder de mange point på. Lemvig spiller en kamp, hvor de hele tiden fører, og kampen bliver aldrig for alvor spændende. Hjemmeholdet vinder 77-58.

Kampens topscorer blev Kaitlyn Mathieu fra Lemvig med hendes 22 point, og oven i det tog hun 11 rebounds. Amagers stjerner var lørdag eftermiddag Emilie Fogelstrøm som scorede 21 point og Tamara som tog 7 rebounds, og begge sørgede de for tempo og energi i spillet for Amager.

Lemvig Basket har nu vundet deres to første kampe i ligaen, og i begge kampe har alle fra holdet været på scoretavlen. Det bliver meget spændende at følge Lemvig Baskets udvikling igennem sæsonen. På nuværende tidspunkt ser de ud til at være et meget stærkt hold.