Nyheder

Hjemmeholdet sejrede i Aabyhallen

Lørdag var Virum Vipers på besøg i Åbyhallen.

Op til weekendens runde var Virum spået til at vinde med 5, og det var da også lige før, at chancen var der. Åbyhøj vil det dog anderledes, og de vinder kampen 75-52.

Tilskuerne var vidne til en kamp der aldrig blev særlig velspillet, men bevarede intensiteten i lang tid.

1. Quarter: Begge hold har svært ved at få point på tavlen, og der skal gå mere end 2 minutter før begge hold får hul på bylden. Derefter følges de to hold ad indtil sidst i perioden hvor Åbyhøj slår et hul og har et komfortabelt forspring på 13 point, 23-10.

2. Quarter: Herfra går det gevaldigt ned ad bakke for skudprocenterne, og især Åbyhøj kan ikke købe sig til en scoring. Virum har heller ikke for meget held men formår at holde afstanden på ca. 10 point, de slutter flot af inden halvleg, og Åbyhøj kan gå til pausen med en 7 points føring.

3. Quarter: De miserable procenter fortsætter i 3. periode, Virum lukrerer på Åbyhøjs manglende effektivitet og i det 27. minut scorer de til 45-47 og kampen er helt åben. Åbyhøj scorer de sidste 2 point i perioden og fører med 4 inden sidste periode.

4. Quarter: I løbet af det første minut af 4. periode får Åbyhøj slået et 10 points forspring og efter at Virums Pointguard, Ivana Costic fejler ud, knækker filmen for Virum og Åbyhøj løber af med en sikker sejr, som ikke afspejler kampens intensitet.

Åbyhøj spiller deres klart dårligste kamp indtil videre med horrible skudprocenter gennem hele kampen. Holdet kæmper dog bravt og slider sig til en sejr, med til tider rigtig godt forsvar. Åbyhøj dominerer også rebounds i kampen som giver ekstra chancer for at få bolden i kurven.

For Åbyhøj var Maria Jespersen den dominerende spiller med 28 point, 9 rebounds og 5 steels mens Cecilie Tang Homann gennem hele kampen var en stor trussel. Hun slutter med 21 point og 13 rebounds.

Referat skrevet af Fie Husted.