Nyheder

Godt nytår fra DL

Dameligaen vil gerne ønske alle tilskuere, spillere, trænere og dommere et godt nytår 2016.

Inden længe tager holdene fat på kampene igen med to runder grundspilskampe inden bolden så gives op til pokalfinale den 16. januar i Forum Horsens.

Der ligger en spændende 2. del af grundspillet og venter.

Stevnsgade SuperWomen (8 sejre), Lemvig Basket (7 sejre) og Virum GO Dream (7 sejre) har lagt sig i spidsen og vist at de vil i toppen, uden at det er lykkedes et af holdene at få et markant forspring.

BK Amager (4 sejre) og Hørsholm 79ers (5 sejre) slås for at hænge på. Både Hørsholm og BK Amager har slået Lemvig. Hørsholm har endvidere også besejret Virum, så de to hold har vist at de sagtens kan være med.

SISU (3 sejre) havde det hårdt op mod jul, så det bliver spændende at se om de kan få vendt skuden og vinde nogle kampe i januar/februar. Åbyhøj IF’s to sejre kom umiddelbart inden julepausen, så deres situation er omvendt i forhold til SISU. Det bliver interessant at se om de holder dampen oppe over julen og fortsætter med at vinde.  

Vinderen af grundspillet er direkte kvalificeret til semifinalen. Kvartfinalerne er grundspillets 2'er mod 7'er, 3’er mod 6’er og 4’er mod 5’er.

Denne sæsons Dameliga er meget tæt og vi håber at mange vil komme at se når Danmarks bedste damebasketballhold konkurrerer i Dameligaen efter nytår igen.

Godt nytår.