Nyheder

Godt forsvar, men uskøn kamp

SISU vinder over Falcon 65–49 i søndagens kamp i Kildeskovshallen.

Falcon kunne nå op på en delt førsteplads i Dameligaen, sammen med Lemvig og SISU, hvis de vandt denne kamp, men hvis de tabte, ville de ryge ned på tredjepladsen. Omvendt kunne SISU forblive alene i spidsen med en sejr, og sammen med Lemvig er Falcon nok det hold, der ser ud til foreløbig at udfordre SISU mest i denne sæson i den hjemlige liga.

Der var derfor noget på spil i rundens topkamp i Kildeskovshallen søndag, ikke mindst set i lyset af, at SISU lige var hjemvendt fra en meget lang rejse til Rusland i EuroCup gruppespillet. Desværre for de omkring 150 tilskuere blev kampen dog aldrig rigtig til en top-kamp: der manglede både spænding og kvalitet.

Falcon spillede tæt forsvar over hele banen, og det lykkedes dem at forstyrre SISUs spil-opbygning. SISUs spillere lavede mange tekniske fejl, og de fik aldrig gennemført det hurtige spil, som de gerne vil. De spillede personligt forsvar og en gang imellem en zone, og Falcon fik ikke mange åbne skud.

Hele kampen blev derfor lidt rodet med mange turnovers (20 til Falcon og 26 til SISU) og lavt tempo generelt. Men på trods af mange angrebsfejl havde SISU overordnet set bedre styr på angrebsspillet end gæsterne.

SISU vandt alle perioder med mellem 3 og 5 point og dermed hele kampen med 16 point ned til Falcon, 65–49.

Falcons bedste spiller var Jess Fuller (som i øvrigt spillede sammen med SISUs Marie Malone på Hofstra University i USA). Hun spillede alle 40 minutter, scorede 17 point og tog 14 rebounds. Melanie Elmgreen og Elisabeth Brynaa spillede også en fin kamp: begge scorede 8 point. Falcon havde problemer med trepointskud og ramte kun 3 ud af 16 (19%).

SISU fik en god kamp og en double-double fra Trine Duelund, som scorede 12 point og tog 11 rebounds. Ida Tryggedsson scorede 14 og Camilla Blands 11. SISU ramte 5 ud af 17 3’ere (29%) og vandt rebound-kampen 51–35.

SISUs Head Coach Hrannar Holm havde følgende at sige om kampen: ”Det var vores dårligste kamp i lang tid. Vores angreb var elendigt, og spillerne var generelt ufokuserede. Vi smed bolden væk 26 gange – det må være rekord. Men det var nemt at se, at Trine Duelund og Signe Bøye Knudsen ikke var taget med til Rusland, da de to var de eneste, som spillede med normal energi. Resten af holdet virkede flade. Men nu er det forbi, og vi skal op på hesten igen. En svær EuroCup modstander venter på os på onsdag, hvor rumænske CSM Satu Mare gæster Kildeskovshallen. Jeg er sikker på, at vi ser et andet og væsentligt bedre SISU hold dér.”