Nyheder

Forventet sejr til Lemvig, men god indsats af SISU

Lemvig tog den forventede sejr i Kildeskovshallen, men SISU er steppet op efter kampen mod Virum GO Dream i sidste weekend og gjorde god modstand.

Kampen igennem spillede SISU aktivt forsvar og aktivt angreb, men angrebet lykkedes desværre i perioder ikke som ønsket mod de fysisk store og stærke spillere fra Lemvig. Chancerne var der, men skuddene faldt ikke i. Det lykkedes til gengæld SISU at holde de aggressive Lemvigspillere på 20 point eller derunder i hver periode. Periodecifrene blev 9-19, 15-18, 13-16 og 18-20 til en samlet Lemvigsejr på 55-73, men en seværdig kamp på trods af de klare sejrscifre.

Kampen startede ellers noget truende for det unge SISU-mandskab. De kom hurtigt bagud 3-8, men fik hentet lidt af forspringet til 7-10, for så at slutte perioden 9-19 og straks komme yderligere bagud i starten af anden periode. Olivia Applewhite scorede hele tiden for SISU (15 point i første halvleg) bistået af en enkelt scoring fra hver af fire andre spillere, mens 7 spillere fra Lemvig bidrog til halvlegsstillingen 24-37. Hver gang Lemvig syntes at trække yderligere fra end de 13 point, som halvlegsresultatet blev, lykkedes det SISU at få stabiliseret forsvaret og langsomt at få angrebet til at lykkes bedre. På intet tidspunkt gav de op. En dejlig indstilling til spillet.

Anden halvleg startede ikke lovende – jo for Lemvig, der midt i perioden øgede forspringet til 22 point på bl.a. energisk spil og 6 point fra Okako Adika. Heldigvis vågnede hjemmeholdet op med 8 ubesvarede point i træk og fornemt pressende forsvar med et par gode steals til følge. De første 4 SISU scoringer i fjerde periode var 3’ere, 3 af dem fra Mathilde Colding-Poulsen. Undervejs i denne stribe af scoringer nåede Lemvigs forspring ned på 12 point, men tættere kom SISU ikke på Lemvig. Lemvigs større bredde gjorde udslaget – 5 spillere bidrog i sidste periode til Lemvigs scoringer, mens SISU’s point blev sat af kun 2 spillere: Mathilde Colding-Poulsen og Olivia Applewhite, der var kampens store oplevelse endnu en gang. Hun endte med at score over halvdelen af SISU’s point krydret med et hav af rebounds.

For Lemvig spillede Gillian Abshire en god kamp og styrede stærkt Lemvig i mål. Hun endte på 21 point, mens Victoria Waldner havde 12 point og 11 rebounds samt Okako Adika scorede 10 point.

For SISU scorede Olivia Applewhite 31 point og tog samtidigt 19 rebounds. Mathilde Colding-Poulsen endte på 13 point.